Grisens afsnit i Arternes Podcast
- Lisel Vad Olsson
- 19. sep.
- 8 min læsning
Opdateret: 20. sep.
Afsnit 8 af Arternes Podcast handler om grisen gennem hele produktionsfasen. Inden afsnittet skrev jeg (nogenlunde) denne her, da jeg gerne ville sørge for, at jeg undervejs huskede at få det hele med.
Deler den her på bloggen til dem, som evt. vil have glæde af at få det på skrift - og få kilder til de forskellige påstande, som kommer i afsnittet.
Du kan lytte til afsnittet her:
Vi skal igennem hele produktionsfasen, så vi forstår, hvad der faktisk skal til for at producere grise, og hvad de enkelte dyr gennemgår i de forskellige faser.
Så vi starter med poltene og slutter historien på slagteriet.
Polte og søer
Først skal en smågrise-producent have nogle polte. Polte er søer, der ikke har været gravide.
Poltene købes fra opformeringsbesætninger, som specialiserer sig i at producere grise med bestemte egenskaber. Nogle producenter ønsker søer, som får så mange grise som muligt, mens andre foretrækker søer, som får lidt færre grise, som er mere "robuste" – altså bedre til at klare sig, da grisene ikke er helt så mange om at konkurrere om næringen.
Producenten har fx 900 søer. Han køber måske 100 grise ad gangen fra en opformeringsbesætning fem gange om året.
Her er der jo så 100 andre, han har kasseret og/eller sendt til slagteriet.
Poltene købes, når de er mellem 12 og 22 uger gamle. Derefter sættes de i karantæne i 10 uger, og de insemineres som regel i en alder af 32 uger ved deres anden brunst.
En so får typisk omkring 6 kuld i løbet af sit liv, med det højeste udbytte omkring tredje kuld, hvor soen er i bedst form. I en produktion uden dyrevelfærdshjerter er det dog ofte 7–8 kuld pr. so.
Alle søer sendes til slagtning efter få år, når de ikke længere anses som rentable.
Mange dør dog inden da, og hvis de fortsatte presset på dem, så ville de nok alligevel ikke holde meget længere. Dødeligheden blandt søer ligger i gennemsnit omkring 16 procent i Danmark. Det er altså 16 procent af søerne, der ikke holder til de få år, som de bruges i. Nyere opgørelser viser en lidt lavere dødelighed, men det skyldes mest af alt ændringer i måden, man beregner tallene på.
Der er nærmest utallige dødsårsager. Jeg fandt et slideshow, som er lavet af Ø-vet og brugt i branchen til at blive klogere på årsagerne til dødeligheden. Den virkelige årsag er naturligvis den måde de avles og holdes på, men sygdomme, som de dør af, kan ses herunder - bemærk at “dårlig mor” er en dødsårsag:
Det med "dårlig mor" siger meget om, hvordan man tænker om soen. Husk på, at hun er fremavlet til ekstrem størrelse, er næsten konstant producerende (gravid og diegivende), og ikke får nogen motion eller frisk luft. Oveni fikseres hun som regel eller holdes på meget lidt plads i en betonhal. At forvente, hun skal opføre sig normalt og naturligt, er alt for meget at kræve hende - hun er altså ikke en "dårlig mor", men i et miljø, som ødelægger hendes krop og psyke.
For at en polt eller so kan blive drægtig, insemineres hun. Derfor er der typisk én orne til stede i hver besætning. Han opbevares alene i en lille boks (ofte omkring 6 m²) i løbeafdelingen. Hans funktion er ikke at parre, men at stimulere søernes brunst.
Medarbejdere trykker herefter på soen de “rigtige” steder – fx på patterne og omkring kønslæberne – og indfører derefter et plastikrør med sæd, mens de sidder på hende og giver hende det pres bagtil, som ornen ellers ville have gjort.
Sult og væksthastighed
Igennem deres liv sultes søerne systematisk. Det skyldes især, at de er avlet til at vokse ekstremt hurtigt – på linje med de såkaldte turbokyllinger (hvilket faktisk gælder alle kyllinger). Alle grise i moderne produktion – også økologiske – vokser markant hurtigere, end deres naturlige fysiologi egentlig tilsiger.
De naturlige gamle racer er 12 måneder om at nå den vægt, som turbogrisene når på 5-6 måneder.
Det lægger stort pres på deres knogler og led. Slagtegrise skal kun blive 5–6 måneder gamle, så her undgås problemet nogenlunde. Men søer, der skal leve i 2–3 år, risikerer alvorlige problemer, hvis væksten ikke holdes nede. Derfor får de mindre foder, end de egentlig har appetit til.
En polt på syv måneder vejer omkring 110 kg – hvilket svarer til en slagtegris på 5–6 måneder. Men der er næsten 1 helt kg til forskel i deres foderindtag. En langt større so, som er gravid, får gerne mindre at spise end en slagtegris, som er i voksealderen.
Konstant producerende eller spild
Efter insemineringen er soen drægtig i 3 måneder, 3 uger og 3 dage. Hun fikseres eller kommer i en boks uden fiksering en uge før hun føder pattegrisene.
I konventionel produktion fravænnes grisene allerede efter tre uger. Det betyder, at soen typisk har været fikseret i flere uger – hvor hun ikke kan bygge rede og knap kan bevæge sig under fødslen. Hun kan kun stå eller ligge ned, og fordi hendes muskler svækkes af den manglende bevægelse, må medarbejdere jævnligt tvinge hende op at stå, ofte ved brug af slag. På grund af disse stramme forhold og den besværede krop er en af dødsårsagerne skuldersår, men også leverdrejninger.
Her kommer et af mine hadeord, fordi det siger alt om, hvordan man ser på dyrene i den her produktion.
Mellem diegivningsperioderne og de nye drægtigheder opstår de såkaldte “spildfoderdage” – det er dage, hvor soen fodres, men hverken er drægtig eller diegivende. Producenterne forsøger at reducere antallet af disse dage, fordi de anser det som “spild”, at soen får foder, uden at producere noget til dem. Derfor insemineres hun cirka hver 5,5 måned. Til sammenligning ville en so i naturen kun få ét kuld om året - og naturligvis også langt færre unger.
Presset er enormt – uanset om søerne står på 2 m² i konventionel produktion eller fx er på Friland. De presses hele tiden fysisk. Selv søer i frilandsproduktion får ring i trynen, så de ikke kan rode frit i jorden – deres vigtigste naturlige adfærd.
For lige at komme tilbage til en detalje. I de hårdeste systemer frarives pattegrisene altså allerede efter tre uger. Soens mælk flugter her med højeste mælkeydelse, hvilket gør fravænningen smertefuld for hende. Enhver kvinde, der har ammet, ved, at fyldte bryster, der ikke bliver ammet på, er smertefulde. Der er ingen grund til at tro, at det er anderledes for soen. Det giver også risiko for yverbetændelse, og ungerne får meget ofte diarré, fordi deres fordøjelse langt fra er klar til skiftet fra mælk til kraftfoder.
For at forebygge diarré bruges stadig antibiotika. Tidligere brugte man også zink, men det er udfaset af miljøhensyn. Nu bruges så i stedet kobber, som også kan ophobes i jorden og udgøre sundhedsrisici – for både dyr, mennesker og miljø, men det er der desværre endnu ikke så meget opmærksomhed på.
De fleste ved også, at over 25.000 pattegrise dør dagligt i Danmark og hentes af DAKA. Mange aflives manuelt – ofte med et hårdt slag mod gulvet.
Tallene for økologi/Friland svinger meget fra produktion til produktion. Der er oftest en lavere sodødelighed, og den er faldene for pattegrise på Friland, som nogle steder er på omkring 12-14 procent.
I denne artikel fortæller en producent af Frilandsgrise, at de ønsker at sænke dødeligheden yderligere. Jeg nævner den i podcasten, og hvor absurd det er, at mindst 500 nyfødte pattegrise årligt dør i deres produktion, men at de ser det som et succeskriterie at få tallet ned på 475 døde.
Jo, jo, hvert liv tæller, men vi taler om en produktion som reelt er undøvendig. Vi har bare nogle mennesker, der har lyst til at producere grise velvidende, at et stort antal døde pattegrise er en fast del af et indregnet spild i produktionen.
Dyrene er nedgraderet til ting - produkter.
You win some, you lose some.
Men nu skal de videre, væk fra deres mor, og i børnehaven.
Tiden efter soen
Når grisene er fravænnet, sættes de i såkaldte “børnehaver” frem til de er tre måneder gamle og vejer ca. 30 kg. Ifølge loven må grise mellem 20 og 30 kg nøjes med 0,30 m² frit gulvareal pr. dyr – dvs. at 10 grise må stå i en boks på blot 3 m² frit gulvareal.
Det er værd at huske, at de er dyrebørn som alle andre dyrebørn. De holder af, og har brug for, at løbe, lege, udforske og bruge deres nysgerrighed og være aktive. Det kan de slet ikke udfolde i de små båse, som de holdes i.
Når de vejer 30 kg, og stadig er unger, flyttes de til en slagtesvinestald – ofte på en anden adresse og producent, som er specialiseret i dette. Det er oftest til udlandet. Over 16 mio. grise eksporteres årligt fra Danmark, hvilket svarer til over 43.000 om dagen. 12-14 millioner af dem er disse smågrise.
Producenterne har det med at sige, at dyrevelfærden er meget bedre i Danmark - men hvorfor så sende 16 mio. grise til andre lande? Desuden har vi i Danmark de allerlaveste pladskrav overhovedet muligt - og er dumpet i enhver sammenligning af dyrevelfærd i andre lande.
De har faktisk en smule mere plads i Spanien, men ellers er det de samme krav i Rumænien, Polen, Serbien og Italien fx.
Der er med god grund en kraftig kritik af grisetransporterne. Lange ture med sult, ekstrem varme, meget lidt plads og dyr smurt ind i afføring. Uanset om temperaturen udenfor er 35 grader eller under frysepunktet, så fortsætter transporterne ned igennem europa.
De fleste af grisene sættes af til slutningen af deres liv, som er to til tre måneder i en ny betonbygning med en ny floksammensætning og meget lidt plads uden mulighed for aktivitet og stimulerende adfærd.
Det er i disse to til tre måneder, at vi engang imellem får et indblik i deres liv gennem billeder og optagelser taget af enten aktivister eller Fødevarestyrelsens kontrolenhed. Dog kan man også få et indblik fra producenterne selv, som med glade smil forsøger at normalisere det at have dyr i fabrikker.
Se her, hvad Fødevarestyrelsens kontrolenhed ofte finder.
Sygdom og død
Når grisene når slagtevægt (ca. 110 kg / 5–6 måneder), sendes de til slagteriet. I 2024 blev der af Kødkontrollen registreret over 42.000 grise, der ankom til slagteriet med gamle, ubehandlede knoglebrud.
Data fra den offentlige kødkontrol holdes kraftigt tilbage af Landbrug & Fødevarer, hvilket gør det svært at få indblik i den fulde sundhedstilstand. Selv forskere kan ikke få fuldt indblik, selvom det er offentligt indsamlet. Men bare denne enkelte data i forbindelse med gamle knoglebrud giver et billede af, at grisene er i meget dårlig stand.
De gamle knoglebrud kan fx stamme fra, når grisene presses på lastbilen, når de er 3 mdr. gamle, og snubler.
Men ingen tager sig af dem.
På de mindre slagterier, som benyttes af få mindre landbrug, bedøves grisene oftest med strøm. De trækkes ind i et rum, hvor de holdes fast, og får sat strøm til hovedet.
På de store slagterier bedøves grisene med CO₂-gas. De indsættes i en elevator, der sænkes ned i en brønd fyldt med CO₂. Inden de mister bevidstheden, oplever de voldsomme smerter i slimhinderne og går i panik - de skriger og kæmper.
Efter bedøvelsen får de så kniven i halsen og hænges op med hovedet nedad, hvor de forbløder.
Mange af os har oplevet det første halve år af en hundehvalps liv - forestil dig at hundehvalpen skulle kastreres, have klippet hale, have 8-10 vaccinationer, men også var i stor risiko for enormt mange produktionssygdomme som fx diarre, lungesygdomme:
Hale- og øreskader fra bid, fordi de keder sig
Sår og bylder
Ben- og klovlidelser (halthed, leddegigt, klovbylder) – skyldes ofte væksthastighed, hårdt underlag og for lidt plads.
Navle- og lyskebrok – kan blive så store og smertefulde, at grisen aflives.
Mavesår – udbredt, ofte skjult lidelse, kan give blødninger og pludselig død.
Trykskader og liggesår – ses ved hårde gulve og trang plads.
Varme-/stressdød – især under transport.
Hjerte- og kredsløbsproblemer – unge dyr, der vokser ekstremt hurtigt, kan dø pludseligt.
Råddent foster inde i kroppen.
og meget andet ...
Fra "dårlig mor" til selvdød, fiksering, et liv på meget lidt plads, ingen mulighed for naturlig adfærd, og hvor du sjældent bliver mere end få år gammel før du er dødsyg eller simpelthen kasseres. Det er historien, livet, for millioner af grise i Danmark lige nu.
Dyr hører ikke hjemme i nogen former for produktion af deres krop.
Der er ingen tvivl om, at det skal ændres politisk fra både EU og i Danmark selv. Men alle led i maskineriet - lige fra foderproducenterne til griseproducenterne, supermarkederne og til forbrugerne - har et ansvar for at sige fra.
Vi er alle med til at normalisere vanrøgten - og vi kan alle være med til at stoppe det.
