Ville du acceptere at leve i sult og frustration, hvis nogen sagde, at du havde det bedre end din nabo?

“Bedre dyrevelfærd” bruges som et salgsargument, og vi ser mærkninger, der lover forbrugerne “god velfærd”.

Men hvad betyder det?

'Dyrevelfærd' bør ikke handle om, hvad vi giver dyrene i forhold til det værste udgangspunkt, men hvad vi har taget fra dem i forhold til det bedste.

“God dyrevelfærd” kan oftest defineres som “lidt bedre end det værste”

Udgangspunktet for mærkningerne og ‘god velfærd’ er en sammenligning med det mest intensive og problematiske produktionssystem. Det betyder, at alt, der er lidt bedre end det værste, kan fremstå som et etisk valg – selvom dyrene stadig lider. Det er altså en slags 'falskt udgangspunkt'.

Hvis vi ønsker god dyrevelfærd, må vi tage udgangspunkt i dyrenes naturlige liv og kroppe – det bedste udgangspunkt for dem – ikke i det værste.

Fra junglehøne til mutantkylling

Rød junglehøne er stamfader til nutidens kyllinger, vildsvinet til grisene og urokserne til kvægene. De levede under naturlige forhold, hvor de kunne udleve deres medfødte adfærd, danne sociale grupper og tilpasse sig miljøet.

Deres kroppe var ikke formet af vores ønske om ‘effektivitet’.

Herunder ser du en oversigt over, hvor meget større kyllingerne/høns er i dag i forhold til Gallus Gallus (som er stamfaderen), slagtekyllingen fra 1957 og Landhønen, som var den vi klassisk brugte til æglægning i 'gamle dage'. Gallus Gallus havde en væksthastighed på kun 6,7 gram pr. dag og en slutvægt på cirka 800 gram til 1 kilo for hønen. Hanen på 1-1,2 kilo. 

I dag vokser de fleste så hurtigt, at deres knogler og kredsløb ikke kan følge med. Selv øko slagtekyllinger vokser hurtigt sammenlignet med deres vilde forfader.

Moderdyrene til slagtekyllinger lever under restriktiv fodring for at undgå helbredsproblemer – men det betyder, at de konstant er sultne og frustrerede. I fodervejledningen til Ranger Gold, som er den kylling, der bruges i økologi, ser man, at en forælderhøne på 7 uger må få 46 gram foder om dagen, mens slagtekyllingerne får 136 gram. Det er en forskel på næsten 200 procent. De får altså langt fra de kalorier, som kroppen kalder på.

Restriktion i foder bruges også på polte, søer, kvier og køer – uanset race og produktionsform.

Producenterne kan forsøge at mindske tegnene på frustration og fx tildele dyrene fiber, der fylder i maven – men det betyder ikke, at dyrene ikke føler manglen på de kalorier, som deres krop ønsker og kalder på.

At give lidt mere plads, lidt mere tid til vækst eller lidt mere halm eller fiberrig foder er ikke det samme som at give dyrene et liv, hvor de kan leve uden smerter, frustration eller afsavn.

Heller ikke selvom det lyder godt i reklamerne for dyrevelfærd. Vi skal hellere se på, hvad vi har taget fra dyrene i forhold til deres naturlige udgangspunkt.

Hvad har vi taget fra dyrene?

Man sætter ring i trynen på frilandssøer og kalder det “god velfærd”, selvom man fjerner deres mulighed for rodeadfærd, den foretrukne beskæftigelse for en gris – mens man samtidig nægter deres unger muligheden for fri bevægelse i de sidste måneder af deres liv.

Kalve i mælkeindustrien er i høj grad berøvet for plads og mulighed for leg. Tyrekalve fra økologisk mælkeproduktion kan opdrættes til konventionel kalvekød - et helt år lukket inde med meget lidt plads.

For unge dyr er leg og bevægelse ikke bare luksus – det er grundlæggende adfærd.

I de “bedste” øko-produktioner er kyllingerne omkring 4800 individer. Ifølge professor i etologi, Per Jensen, betyder de store flokke, at de ikke kan udleve naturlig social adfærd. I stedet udvikler de en strategi, hvor de undgår social kontakt – sammenligneligt med mennesker i en overfyldt bus, som hellere kigger ud af vinduet eller ned i deres telefon frem for at være social med deres medpassagerer.

Kyllinger opdrættet uden en mor udvikler ofte alvorlige adfærdsforstyrrelser. Kalve fjernes fra mor få dage efter fødslen, og pattegrise tages fra soen længe før naturlig fravænning. Mange pattedyr lever tæt med deres mor i lang tid efter fravænning – nogle gange hele livet.

En lidt senere frarivning kan altså stadig betyde et stort afsavn.

Søer, også i øko og Friland, er så besværet i deres krop, avlet til ‘effektivitet’, at de ikke bare kan rejse sig, selvom en af deres unger skriger under dem.

Men er det fint at acceptere, fordi nogen andre har det værre?

Hos køerne rammes især de mest ydende racer af yverskader og stofskifteproblemer. Faktisk er det 24 % af alle fødte køer, der aldrig når at blive en malkeko.

Etikken må være udgangspunktet

Når vi taler om dyrevelfærd, må vi ikke lade os nøjes med, hvad der er “lidt bedre” end det værste. Vi skal tage udgangspunkt i dyrenes liv, behov og følelser. Ikke i, hvad der er muligt inden for industrien.

En ærlig samtale om dyrevelfærd må begynde med dyrets perspektiv, og hvor vi ser på, hvad vi har taget fra dem - ikke hvad vi giver dem af små justeringer i forhold til det værste udgangspunkt. 

Og vi har et valg.

Ikke bare om hvordan dyrene skal leve – men om vi overhovedet skal vælge dyr. Med planter er vi 100 % garanteret god dyrevelfærd, fordi ingen dyr bliver slagtet – og samtidig giver vi mere plads og mulighed til de vilde dyr.

Dét må da være den ægte dyrevelfærd, som er passende for de bedste mærkater?