Tale for dyrene til akut demo efter TV2s dokumentar

Som bekendt er vi her i dag, fordi en ny dokumentar igen viser livet for grise i danske fabrikker. Det er langt fra den første dokumentar om de dyr, der produceres herhjemme. For mere end 10 år siden fik vi både Det Store Svinerige og Undercover på minkfarmene og flere gange siden har der floreret videoer indefra fabrikkerne.

Det sidste års tid har Dyrenes Detektiv offentliggjort et hav af videoer fra Fødevarestyrelsens kontrolenhed. Videoer optaget af dyrlæger - med ekstreme billeder og klare lovovertrædelser - hvor producenterne alligevel slipper med en løftet pegefinger eller en lille bøde.

Det er jo lidelser, som trods alt må forventes, når man producerer dyr - lidelser, der er normaliseret.

Vi har utallige optagelser fra helt almindelige fabrikker med grise, køer, kyllinger, høns, kalkuner og ænder. Ingen af dem viser, hvad almindelige mennesker ville kalde god dyrevelfærd.

Og det er ikke fordi, man skal lede længe efter steder, der ser frygtelige ud. Det er i høj grad standarden.

Jeg har selv besøgt helt tilfældige fabrikker. Jeg glemmer aldrig, hvad jeg så, hvad jeg lugtede, og følelsen af magtesløshed over for de dyr, der var lige foran mig.

Så utrolig mange dyr på så lidt plads. 

Dyr, der lever i deres egen afføring, som de også skal sove i, spise i - og som de unger, de er, prøve at løbe, lege og udvikle sig i. Og det kan de naturligvis ikke. 

Læg mærke til, at når fx Dyrenes Beskyttelse nævner en sag med hunde og katte, som lever i deres egen afføring indenfor, så er alle klar til at hævne sig på ejeren. 

Men jeg kan ikke se forskellen fra hundens vanrøgt til grisens, koens eller kyllingens. 

Måske tænker du: Så slemt kan det vel ikke være. Loven bliver vel overholdt?

Så lad os tale lidt om loven - og hvorfor den normaliserede vanrøgt ikke handler om nogle få brodne kar, som branchen så gerne vil hævde.

I Danmark har vi en dyrevelfærdslov. Den lyder både smuk og rigtig, og det er en såkaldt rammelov.

Det betyder, at alle bekendtgørelserne, som kommer ved siden af, for hver enkelt dyreart skal leve op til rammelovens krav, som er: at dyr skal behandles med respekt og omsorg, og de skal huses under hensyn til alle deres behov.

Det lyder jo fantastisk – og gælder grise, kyllinger, ænder, køer og kalve. Præcis ligesom det gælder hunde - og alle andre dyr i vores varetægt.

Rammeloven gør nemlig ikke forskel på dyrene.

Men når man så dykker ned i bestemmelserne for hver art, bliver det hurtigt tydeligt, at noget er helt galt.

I Bekendtgørelse om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af grise står der, at man må fjerne unger fra deres mor allerede som 4 uger gamle - og reelt ved blot 3 uger.

Men en naturlig fravænning sker omkring 12 uger, nogle gange helt op mod 16 uger.

Ungerne bliver faktisk ofte hos deres mor helt indtil næste kuld, som i naturen kommer året efter. 

For en mor er meget mere end mælk.

Men i fabrikssystemet skal ungerne væk hurtigt, så de kan sættes på kraftfoder og vokse. Og soen skal hurtigt gøres drægtig igen, så fabrikken kan fortsætte.

Er det respekt og omsorg?

Ornen må tilbringe hele sit liv på kun 6 m² i farestalden. Han må ganske vist en gang imellem gå rundt mellem søerne - men kan ikke røre dem. De er nemlig fikseret, så de er nemme at inseminere med sæd tappet fra andre orner ved håndkraft.

Forestil dig, at jeg holdt min hund på 6 m² hele hans liv og kun gav ham en lille “tur” et par gange om ugen - indenfor.

Grise og pattegrise har, ligesom hundehvalpe, brug for at løbe rundt og lege. De har et naturligt behov for at rode i jorden - lige som køer og kalve har behov for at løbe, lege og knytte bånd.

Jeg har svært ved at se, hvor respekten og omsorgen er i at tage en kalv fra sin mor og putte den i en lille kalveboks, hvor den skal sutte på en gummianordning i stedet for på sin mor. 

En af de mest hjerteskærende lyde, jeg nogensinde har hørt, var en ko, der kaldte på sin nyfødte kalv.

Havde jeg her snakket om en tæve med sine hundehvalpe, havde alle været forargede.

Men dyrevelfærdsloven gælder for alle dyr.

Og hvad med kyllinger og høns?

Utrolig intelligente dyr, nogle af de mest omsorgsfulde mødre i naturen. Dyr der overrasker forskere igen og igen med deres intelligens og veludviklede sprog.

Men, forestil dig lige at, du sidder i en propfyldt bus. Med stor sandsynlighed stirrer du bare ud af vinduet, eller ned i din mobil, selvom du har masser af artsfæller ved siden af dig at snakke med. 

Det samme gør kyllinger, når de tvinges til at stå tusinder sammen på meget få kvadratmeter. De ellers sociale, intelligente dyr kan ikke overskue at være så mange individer sammen - og uden en mor at vokse op hos er dele af deres hjerneudvikling forstyrret. De er mere nervøse, stressede.

Jeg kunne stå her i timevis og gennemgå bestemmelserne for hvert dyr - og forklare, hvorfor det aldrig kan kaldes respekt, omsorg eller hensyntagen til dyrene. Men det kan du læse mere om på min hjemmeside eller sociale medier.

Pointen er:

At når lobbyisterne siger “de få brodne kar”, så er det løgn.

Vanrøgt er ikke undtagelsen - det er selve grundlaget for fabrikssystemet.

Muligheden for ekstrem vanrøgt er skrevet direkte ind i bekendtgørelserne, fordi de ikke lever op til rammelovens krav om respekt og omsorg.

Og vi ser vanrøgten hver eneste gang producenterne åbner dørene - til kontrolbesøg, til besøg af politikere eller til pressen.

Vanrøgten er så normal, at producenterne ikke kan se den. For som de siger:

“Jamen det er jo bare produktionsdyr - ikke et kæledyr.”

Som om to pattedyr med hver fire ben, en krop og et nervesystem på magisk vis skulle føle forskelligt.

Når dyr reddes fra fabrikker og kommer på et fristed, ser man dem straks løbe af glæde, rode i jorden, bygge rede - gøre alt det, deres art har brug for, men som de aldrig fik lov til. 

Alle dyr mærker det, de udsættes for - uanset hvor mange ben de har, hvor meget pels

eller fjer, hvad de vejer, eller hvilke ideer vi har om dem. 

Smerte er smerte. Glæde er glæde. Sorg er sorg.

Som tidligere vicepræsident i Citibank, Phillip Wollen, sagde:

“I discovered when we suffer, we suffer as equals. And in their capacity to suffer, a dog is a pig is a bear… is a boy.”

Hvis det ville ødelægge en hund at blive fabriksproduceret, så ødelægger det også en gris, en ko, en kylling.

Ideen om at producere levende dyr på fabrikker - og effektivisere dem, som om de var sko eller teknik - er nok den mest brutale idé, vi nogensinde har fået.

Branchen siger: “Vi laver bare det, folk vil have.”

Men det er ikke hele sandheden. 

Systemet er politisk og økonomisk skruet sammen på en måde, der rækker langt ud over enkeltpersoners valg.

Vi kunne som minimum stoppe eksporten, som udgør over 90 procent af produktionen.

Det ved de godt.

Men det vil de ikke - tværtimod vil de udvide vanrøgten til endnu flere dyr.

Men selvom det ikke bare er “forbrugerens ansvar”, så er det dog OGSÅ op til os.

Til dig, til mig. 

Til det enkelte menneske, som på alle måder er så meget mere og andet end “forbruger”.

For vi er unikke. Vi kan tage nogle valg, som ingen andre dyr kan.

Vi kan overveje og filosofere over, hvordan vi vil se på dyrene - hvilken relation vi ønsker at have til dem.

Er de bare produkter, som jeg kan og skal forbruge, som jeg vil?

Eller er de nogen med et liv - nogen, der ønsker at leve ligeså frit, som jeg selv ønsker at leve?

At se, at jeg faktisk kan vælge ikke at slå ihjel, for jeg har andre muligheder?

Kunne jeg bruge linser i min bolognese?

Kunne jeg lave fars af sorte bønner?

Hvis dyrene fra alle de videoer ønsker noget, så er det, at vi husker deres lidelser, når vi står i supermarkedet.

Det er dér, deres håb ligger - i dit og mit valg.

Det er også dér, vi giver os selv og hinanden håb.

Dr. Jane Goodall sagde altid: Håbet ligger i handlingerne.

Håb er ikke passivt. Håb er noget, vi gør. Håb er noget, vi giver.

Når vi giver håb til dyrene, giver vi også håb til hinanden - og til planeten.

Vi kan alle være med til at sikre, at det om 10 år bliver umuligt at lave endnu en

dokumentar om normaliseret vanrøgt af dyr i Danmark.

Skal vi ikke give hinanden det håb?

Gennem vores daglige handlinger - med alt det, vi kan - skabe den forandring, vi ønsker at se.

Tak!