Alle former for kød, æg og mælkeprodukt er en støtte til fabriksproduktionen af dyr - her er hvorfor
- Lisel Vad Olsson
- for 4 dage siden
- 7 min læsning
5 ubehagelige sandheder, der kan forandre, hvordan du ser på det at spise dyr
Første gang, jeg rigtig så noget om menneskets behandling af dyr i produktion, var i filmen Earthlings (1). Det er en dokumentar lavet med Joaquin Phoenix - du ved, ham der vandt en oscar for hans rolle som Jokeren. Jeg græd flere gange i løbet af Earthlings, som både gennemgår produktionen af dyr for mad, men også for tøj, sport og fx dyreforsøg. Det er nogle grumme billeder, som med alt tydelighed viser, hvordan vi får dyrene til at lide. Men da filmen sluttede havde jeg vist ikke helt fanget hele pointen. For min første tanke efterfølgende var: “Jamen, sådan er det ikke i Danmark”, også gik jeg i køkkenet og spiste en ostemad, som jeg dengang så som noget helt uskyldigt. Jeg vendte blikket væk fra den mulighed, at jeg selv var en deltagende part i dyrs lidelser.
Og naturligvis - hvem ønsker at være det?
Derfor holdte jeg mig også til økologi og fritgående.
Men jeg tog fejl.
De fleste mennesker er faktisk enige i, at den industrielle produktion af dyr er grusom. Tre ud af fire danskere vil godt betale en højere pris for svinekød, hvis den på en eller anden måde er ’forbedret’(2). Det kan være i form af enten bedre dyrevelfærd, mindre klimaaftryk, mindre brug af antibiotika, garanteret fri for sygdomsbakterier, eller ikke er fodret med soja, der fører til fældning af regnskov. Da forbrugerne i undersøgelsen skulle vælge, hvilken af disse ting de ekstra penge helst skal gå til, så viser et helt tydeligt billede, at ønsket om bedre dyrevelfærd lå højest. Det samme billede, om ønsket for bedre dyrevelfærd, viser en anden stor undersøgelse, som kaldes Eurobarometeret(3). 90 procent svarer i denne, at dyrevelfærd er vigtigt i forskellige henseender som fx avlspraksis, skamfering og pladskrav.
Der tegner sig dermed et klart billede af, at flertallet af os ikke ønsker, at dyr skal lide for os.
På verdensplan produceres der over 100 milliarder dyr om året (4). Grise (og kyllinger) fra Danmark sendes med fly til Asien eller på dagelange ture gennem, og ud af, Europa i kæmpe lastbiler, hvor flere hundrede er læsset i flere etager på vognen.
Med sin globale rækkevidde, enorme infrastruktur og ubønhørlige brutalitet er den industrielle produktion af dyr det største system nogensinde i historien af organiseret vold.
Oveni er det den største årsag til arealforbrug på jorden, skovrydning, udryddelse af natur og andre dyrearter, enorme fodermarker, der sprøjtes med gifte, kvælstoffer på land og i vandmiljøet og en trussel for både den globale fødevaresikkerhed og folkesundheden (5).
Det er en overvældende virkelighed, som er enormt svær at forholde sig til - og det er ikke så underligt, at mange vælger at lukke øjnene for det, eller slet ikke kan forholde sig til det.
Jeg havde selv svært ved at forholde mig til dyrenes lidelser, og jeg tænkte så, at hvis jeg bare spiste dansk, lidt mindre af det og valgte den bedste dyrevelfærd, så var det vel okay.
I dag forstår jeg dog, at hver eneste gang vi forbruger noget, der kommer fra dyr, så er vi med til at opretholde et system af industriel fabriksproduktion af dyr generelt. Det er ikke bevidst, men det er uundgåeligt, på trods af de bedre intentioner.
Her er fem centrale punkter, der tydeliggør det.
5 ting alle bør vide om animalske produkter
1)
Næsten alle animalske produkter kommer fra industrilandbrug
Industriel husdyrproduktion er ikke en marginal praksis. Det er praksis. Praktisk talt er det alle produkter fra dyr – kød, mælk, æg, (uld, silke) – der stammer fra industrielle farme. På verdensplan bliver over 90 procent af alle landbrugsdyr opdrættet i disse industrialiserede, umenneskelige systemer(4,6). Det tal stemmer nogenlunde overens med danske tal, afhængigt af hvilken dyreart, man ser på, men selv økologiske og fritgående systemer er hård kalkulering, enorme antal dyr, der lever tæt sammen, korte liv, stor dødelighed og topstyrede avlsprocesser (7).
Og det ser ikke ud til at ville stoppe. Tværtimod. Producenternes lobbyister kæmper hårdt og beskidt imod selv de mest grundlæggende dyrevelfærdsregler - så meget at selv en burger nu ikke må kaldes en burger, fordi en enkelt af ingredienserne i den ikke længere kommer fra kroppen på et dyr.
2)
Normalisering er livsnerven i industriel husdyrproduktion
Hver gang du forbruger noget, der kommer fra et dyr – uanset om de kommer fra konventionel, økologi eller Friland – styrker du den kulturelle fortælling om, at det er normalt og acceptabelt at avle, indespærre og dræbe milliarder af dyr for mad.
Selv hvis du personligt går efter etiske nicheprodukter, sender du et signal til industrien og samfundet om, at udnyttelsen af dyr er berettiget – og gør det dermed sværere at udfordre det system, som producerer (næsten) alt kød gennem industriel produktion.
Hvert produkt fra dyr, du køber – uanset oprindelse – normaliserer lidelse, legitimerer dyreudnyttelse som forretningsmodel, og bidrager til at opretholde den sociale accept, som industrien er afhængig af.
Selv tavshed er en stemme for status quo. Et enkelt køb vejer tungere, end de fleste aner, eller har lyst til at forholde sig til. Vi undervurderer alt ofte den stille magt, der ligger i normaliseringen. Og det er med garanti årsagen til, at industriens lobbyister kæmpede for, at en burger eller en hotdog, ikke må kaldes netop det, hvis de laves med plantekød - det må ikke være normalt, men besværgligt for både producenterne og forbrugerne af planteproteiner. Hvis vi skal opfinde et helt nyt sprog for disse retter, så er det svært at normalisere på kort tid.
Vi undervurderer alt ofte den stille magt, der ligger i normaliseringen.
Hvis det nemme og normale er det med dyrene i, så er det den vej, de fleste mennesker vælger - uanset prisen, der ligger bag for både dyrene, vores miljø og vores egen sundhed.
3)
Ikke-industrielle animalske produkter: en luksus, de fleste ikke har råd til
De animalske produkter, der kommer tættest på “etiske” landbrugsprincipper, er uden for rækkevidde for de fleste forbrugere. Sådanne produkter findes sjældent i almindelige supermarkeder og restauranter – og selv hvis de gjorde, ville de fleste mennesker ikke have råd til dem.
Det betyder, at produkter med “human” eller “etisk” mærkning ikke løser grusomhederne i den industrielle husdyrproduktion – de er et nicheprivilegium, der lader det overordnede system bestå uændret.
Og deler du billeder eller din glæde ved at indtage dem, så reklamerer du ikke bare for disse specielle produkter, men for indtaget af dyr generelt.
En ret med kylling er mest af alt bare en ret med kylling - uanset hvor den kylling kommer fra.
4)
Planeten har heller ikke råd til det
Hvis hver eneste forbruger pludselig kun krævede “dyrevelfærdsgodkendte” produkter, ville systemet bryde sammen – fordi det ikke kan skaleres. Der findes simpelthen ikke fx areal nok til at opdrætte dyr uden industriel udnyttelse og samtidig dække efterspørgslen.
Dyrelandbruget beslaglægger allerede langt mere jord end nogen anden menneskelig aktivitet, med katastrofale følger for klimaet, jorden, vandløbene, regnskovene og biodiversiteten.
At omlægge industrien til mere ressourcekrævende metoder vil kun forværre disse konsekvenser og accelerere ødelæggelsen af miljøet i stedet for at løse problemet.
Sandheden er, at en human eller bæredygtig version af produktion af dyr ikke – og aldrig vil – eksistere. Ikke fordi ingen ønsker det, men fordi planeten simpelthen ikke har råd til det.
5)
Dyrevelfærdsmærker er stort set meningsløse
Som nævnt ovenfor kommer kun en mikroskopisk andel af animalske produkter fra ikke-industrielle landbrug. Man kunne håbe, at disse dyr i det mindste blev behandlet godt.
Det er bare ikke virkeligheden.
Gentagne undersøgelser viser, at påstande om human behandling mest af alt er markedsføring, der luller forbrugerne ind i en falsk følelse af moral.
Når succeskriteriet er, at man i stedet for at have 500 døde pattegrise kun har 475, så er etikken afsporet for længst (8). Eller når de allerbedste økologiske mælkebedrifter sender deres tyrekalve til en konventionel opdrætter, hvor de i et helt år skal leve indespærret på lidt plads, og hvor diarre og lungesygdomme fylder luften. Eller når moderdyrene til de økologiske, fritgående kyllinger sultes i meget høj grad, fordi alle kyllinger i dag er turbokyllinger - så hvis ikke man sulter de dyr, der skal leve mere end 50 dage, så bliver de syge, og kan ikke gå på deres egne ben (9).
Der er altid en bagside til de ellers pæne mærkninger og intentioner.
“Der findes ikke human kød eller æg. Stop med at narre dig selv.” skrev The Guardian.
Eksperter er enige om, at udtryk som “græsfodret,” “human” og “burfri” ofte er vildledende og skaber en uberettiget tillid til en industri, der har gjort meget lidt for at fortjene den (10).
Selv dyr, der opdrættes på økologiske gårde, udsættes rutinemæssigt for lidelser, som både kan være (blandt flere andre) produktionssygdomme, halebid, tidlig adskillelse af mor og unge og den sidste tur til gaskammeret, som er en pinefuld, angstfyldt oplevelse.
Konklusion
Den industrielle produktion af dyr består, fordi så mange hævder at være imod den, mens de alligevel finansierer, forbruger og normaliserer den.
Hvert eneste “produkt” fra dyr, der købes i dag – uanset hvor “etisk” det ser ud – styrker et system, hvor dyrene er nedgraderet til produkter, der skal kunne betale sig, og hvor hensynet planetens grænser er sat helt til side.
For at træde ud af denne cyklus af vold mod dyr og planeten er vi nødt til at vælge de plantebaserede retter. I virkeligheden har det aldrig været nemmere - og ved at bruge lidt tid på at lære dem at kende, lære at fremme umamismagen og få dine egne smagsløg til at vænne sig til det, får man muligheden for et langt større udvalg af retter og et på mange måder mere kreativt køkken.
Når du vælger det plantebaserede køkken giver du mere plads til naturen, mere plads til de vilde dyr - og du siger nej til at deltage i de mange uhyrligheder, som dyr hver dag gennemgår i produktionen af deres kroppe.
I en alder af mere end 60 år gik det op for Dr. Jane Goodall, som i øjeblikket, efter hendes død i en alder af 91 år, hyldes. Hun sagde i et interview:
“Jeg husker, da jeg først lærte om intensiv fabriksproduktion af dyr. Jeg var fuldstændig forfærdet. Den næste gang jeg så et stykke kød på min tallerken, tænkte jeg: Det symboliserer angst, smerte og død, og det vil jeg ikke spise.”
Som forfatter Jonathan S. Foer formulerer det:
“Vi kan ikke påberåbe os uvidenhed, kun ligegyldighed. De, der lever i dag, er de generationer, der kom til at vide bedre. Vi bærer både byrden og muligheden i at leve i det øjeblik, hvor kritikken af industriel husdyrproduktion trængte ind i den offentlige bevidsthed. Vi er dem, om hvem man med rette vil spørge:
Hvad gjorde du, da du lærte sandheden om at spise dyr?
Indlægget her er stærkt inspireret af, men dog med mine egne ord, kilder mm. fra et andet indlæg på engelsk.
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
9.
10.
