Jeg greb muligheden og besøgte en produktion

Jeg står tidligt op søndag morgen for at gøre mig klar. Jeg skal til Københavns Hovedbanegård for at blive kørt i bus til den meget omtalte økologiske frilandsgård Birthesminde. Jeg har meldt mig til SOfari, som er en slags åbent landbrug besøgsdag, men for økologer. Det er arrangeret af Landbrug & Fødevarer i samarbejde med foreningen FØKS samt Friland, Organic Pork, Tican og Økologisk Landsforening.

Jeg møder op ved denne her arrangerede bustur, hvor jeg hilses velkommen af en medarbejder i en grøn SOfari jakke. Der er 42 andre, som skal med bussen, og jeg lægger mærke til, at enten er gæsterne meget voksne eller også er det børnefamilier.

Da bussen begynder at køre er der to unge kommunikationsmedarbejdere fra L&F, som begynder at dele materiale ud. Et økologimagasin, informationshæfte om SOfari, et hæfte med opskrifter og en lille pixibog sammen med juice og croissanter. Juicen var god.

Turen tager 45 minutter, og på et tidspunkt bliver der fortalt lidt i højtaleren om Birthesminde. Gården har to forskellige racer: Mangalitzaen, som også er kendt under navnet ungarnsk uldgris og sortbroget dansk landrace. Der bliver sagt, at de har en “langsom vækst”. Jeg løfter mine øjenbryn. Jeg tænker nemlig, at deres vækst vel ikke er “langsom”, men naturlig - det er industrigrisene, der har en turbovækst, og som ikke skal forstås som ‘normal’, hvor de andre stikker ud.

Da vi ankommer har vi tre timer til at bevæge os rundt på stedet. Der er mange familier med børn, som går rundt. Der er en lille gårdbutik, en cafe og der er sat op til snobrød, som flere benytter sig af i løbet af timerne. 

Jeg begynder at gå hen til en indhegning, hvor jeg kan se nogle uldgrise med unger. Der er flere andre, der står og ser på dem. Ingen tvivl om, at de alle synes, at smågrisene er enormt søde og nuttede.

At opleve dyr giver os helt sikkert en glæde. 

Der er nogen, der slet ikke var klar over, at grise ikke altid var lyserøde og uden hår. Mange ved ikke så meget.

Jeg går lidt tilbage igen til en anden indhegning, som jeg til at starte med bare gik forbi. Jeg ville nemlig lige have et overblik over området, inden jeg gik turen rundt. Men her i denne indhegning er en orne, som hedder Fritz, og går sammen med to søer.

På Birthesminde reproducerer grisene sig naturligt. Det er ret usædvanligt i produktionen af kød. Det normale er, at man fx på en ornestation onanerer på ornerne og opsamler sæden. Sæden leveres så til smågriseproducenten, hvor en medarbejder sætter sig på soen, rører hende på bestemte steder som patter og kønslæber for at gøre hende i ‘humør’, hvorefter man indsætter sæden gennem et plastikrør.

Det sker hele tiden for at kunne producere de årlige over 30 millioner grise.

Jeg går videre hen mod ‘skoven’. Der går en lang sti rundt, hvor der er forskellige store indhegninger til grisene. Inden skal man have ‘plastiksokker’ ud over skoene, så man ikke slæber sygdomme med sig rundt. 

De har virkelig store indhegninger. De har masser af plads til mudderbade og til at grave i jorden. Det er selvfølgelig rart at se.

De er i gang med at blive fodret, hvilket sker manuelt. Forstået på den måde, at i en større produktion sker det mekanisk gennem systemer sat op i bygningerne. Medarbejderne behøver ikke være til stede, da en computer styrer det hele. På Birthesminde bliver foderet leveret med traktor og deres store madskåle bliver fyldt på engen - én indhegning af gangen.

Jeg hører hende spørge publikum, hvilke grise, i den indhegning hun står i, som er de største. Nogle af grisene bliver peget ud også sætter hun en stor fed rød streg på ryggen af dem. Der er en lille dreng, der spørger, hvorfor hun tegner på dem.

Hun fortæller, at det er fordi, de så er de næste, der skal slagtes. Hun gør det i flere af indhegningerne.

Jeg spørger, hvor de bliver slagtet henne, og får at vide, at det er et slagteri 25 minutter væk. De kører selv grisene derhen sammen med nogle af de grise, som de har fulgtes med gennem hele livet. Ofte i industrien kan grisene risikere at blive blandet flere gange gennem deres korte liv, hvilket er stressende for dem.

Der er en, der spørger, hvor gamle grisene med de røde streger er. Hun siger, at de er mellem 12-14 måneder. En gris kan blive omkring 15 år.

To avlssøer

Bemærk den røde streg

Fodertid

Jeg spørger en medarbejder, hvor gamle avlssøerne normalvis bliver. Hun fortæller mig, at de har en, som faktisk er 8 år, men at det selvfølgelig er usædvanligt. Hun siger, at de skal jo “være rentable”, så hvis de fx kun får 3-4 unger, så kan de ikke rigtig bruges.

Jeg spørger, hvor ofte de gøres gravide. Der er under et år mellem hver fødsel. Hun forklarer, at de er gravide i cirka fire måneder. Så er de sammen med deres unger i cirka tre måneder. Så går de lidt selv og så er det ved at være tid igen. 

Jeg spørger, hvordan de sikrer fertiliteten og brunsten som ønsket. Hun fortæller, at de bruger restriktiv fodring, men ikke andet end det. Restriktiv fodring betyder, at man sulter dem for at fremme bestemte hormoner, som hjælper på fertiliteten. 

Jeg takker for svarene, og går lidt videre. Det ser jo idyllisk og fint ud med masser af plads og udeliv hele året, men bagom sker der stadig ting, som husker en på, at det trods alt er en produktion, der skal kunne betale sig, og som følger et produktionsmønster. 

Skilte som disse hang rundt omkring på stien.

I en indhegning ligger en masse smågrise og sover efter fodringen. Deres mødre er gået i skoven. En medarbejder står og snakker med folk. Der er en mand, der spørger, om det virkelig er rigtigt, at søerne, til det frilandskød han køber i Lidl, har ring i trynen. Medarbejderen kan selvfølgelig ikke svare specifikt i forhold til det bestemte kød, men siger, at ja, de fleste frilandssøer har ring i trynen. Grunden til, at Birthesminde ikke har, er fordi, at de har jord og plads nok til at lade dem rode jorden op. Manden synes, det er virkelig synd med den ring, og medarbejderen er helt enig, da det at rode i jorden er en kæmpe del af grisenes naturlige adfærd, som de jo så ikke kan udleve. Birthesminde har taget et bevidst valg om, at det vil de ikke byde grisene. Det kræver så bare, at man har pladsen til det. Udover pladsen bruger de kræfter på at så en masse frø på det jord, som de har rodet op. Altså grisene flyttes mellem indhegninger. 

Den lille pattegris har jord på trynen, da den allerede udlever sin rode-adfærd, og nyder det.

To søskendeflokke tager en lur efter et måltid.

Jeg tænker, at i naturen har grisene stadig mere plads og i et mere skovagtigt område, så de, frem for at rode jorden helt op og bar, indgår i økosystemet på en måde, som gavner. Og jeg tænker, at det virkelig er synd for en so, at hun skal leve hele sit liv uden at kunne udleve så vigtig en del af hendes adfærd - selvom hun er ‘Friland’.

Medarbejderen fortæller også, at disse to grupper af pattegrise fravænnes, når de er cirka tre måneder gamle, hvor de kommer hen i en anden indhegning. Forståelsen er, at når de ikke længere har brug for modermælk, så har de ikke brug for deres mor. Vildsvinet, som grisene jo stammer fra, viser dog, at ungerne bliver hos deres mor i hvert fald indtil det næste hold unger er født.

Mor er langt mere end bare adgang til mælk. 

Jeg gik tilbage til ‘centrum’, og kiggede ind i den lille købmand. Der var et stort køleskab fyldt med stykker af grisenes kroppe (det er jo det, det er). I cafeen kunne man købe flæskestegssandwich. 

Folk var begejstrede over at se, hvor godt et liv grisene har på Birthesminde. Og jo, det er nok det bedste dyrevelfærd, som jeg har set. Det er dog også en produktion. Det er en forretning, som skal løbe rundt - den skal være rentabel, som medarbejderen sagde i forbindelse med avlssøernes antal unger.

Og det er her den etiske diskussion starter. Dyr er vel ikke sko, kuglepenne eller tyggegummi, som kan kasseres, når de ikke helt virker, som man ønsker? Er det den slags 'rentable' relation, som vi ønsker til dyrene? Ønsker vi at se dem, som produkter, der kan produceres som en vare? 

Det er også en underlig tanke, at det er okay at tage livet af nogen, som faktisk ønsker deres liv - som nyder deres liv, og som stadig ikke er fuldvoksne.

Det er de færreste af de gæster, som spiste en flæskestegssandwich, som selv ville tage livet af den gris, som de står, og tager en bid af. 

Og det er jo det, som er det interessante ved at være menneske. Vi kan stille os selv de etiske, nysgerrige spørgsmål, og vi kan tage et valg om, hvad vi ønsker at spise. Det er der ingen andre dyr, der kan. 

Birthesminde er uden tvivl den bedste produktion, hvis man insisterer på at producere dyr, som varer i et system, der skal kunne betale sig. Og hvor man dræber dyr i en fast rytme. Men hvorfor vil man det?

Hvorfor insistere på at slagte og spise nogen, som nyder deres liv, hvis man kan vælge at lade være?

Det er egentlig et spørgsmål, som jeg gerne ville slutte på, men det gør jeg ikke. Inden jeg helt slutter det her indlæg, er jeg nødt til at dele lidt fra den pixibog, vi fik udleveret i bussen.

I normal frilandsproduktion bliver pattegrisene fjernet efter 7 uger - hos nogle 10 uger. "Ud i det fri", som står der nederst på første billede, betyder en indhegning, hvor de ikke kan rode i jorden, som de kunne de første uger af deres liv. De har heller ikke deres mor længere, som jo naturligt er mere end bare mælk - som de i øvrigt stadig ville drikke, hvis de kunne.

Jeg kan ikke forlig mig med tanken om, at man frariver unger deres mor, inden de selv ville 'flytte hjemmefra' naturligt. De har oplevet at rode i jorden, duftet den og mærket den, men den mulighed frarives de også efter de 7 uger.

De bliver så flyttet igen, når de er cirka tre måneder gamle, som billede to viser. Det er sjovt, at folk siger, at vi ikke må menneskeliggøre dyrene og 'Disneyficere' dem - hvilket er præcist det, som producenterne selv gør her - og i mange andre tilfælde. Som om grisen er skabt til at være i en produktion, er glad for det, og med glæde lader sig frarives sin mor og frivilligt tager til slagteriet. Og vi voksne accepterer, at sådan er det bare uden at være nysgerrig på fortællingen.

Kunne vi ikke blive lidt mere nysgerrige og spørge os selv, om dyr virkelig er nogen, der skal produceres?