top of page

Man tager da ikke små unger fra deres mor?

I Danmark har vi heldigvis nogle ret gode retningslinjer for, hvornår man må skille killinger og hundehvalpe fra deres mødre. I de henholdsvis 12 og 8 uger, som ungerne bruger ved deres mødre, får de den vigtige modermælk, som skal holde fundamentet for deres immunforsvar resten af deres liv, og de lærer en masse om, hvordan de skal begå sig i livet.


dyrevelfærd, klima, veganisme, vegansk, plantemad, plantebaseret, klima, natur, landbrug


I dag ved vi, hvor vigtig mor-barn-relationen er hos alle pattedyr, og det er ikke kun for ungen, men også moren, som efter fødslen overstrømmes med hormoner og instinkter, som fortæller hende, at hun elsker sin unge. Den unge hun i flere måneder har mærket vokse og bevæge sig inde i maven.


Hun ved, hvordan at ungen skal tage fat for at få mælk, og der er kærlig berøring mellem dem efter fødslen.


Vi kalder det synd for dyrene og dyremishandling, hvis nogen fjerner en killing eller hundehvalp før de omtalte vigtige uger, og det er med god ret.


Alle pattedyr har dette mønster for diegivning og tilknytning, men der er et sted, hvor vi underligt nok ikke kalder det dyremishandling på trods af, at det er helt de samme naturlige mekanismer, som er i spil hos dyrene.


Alle dyreunger i landbruget tages fra langt tid før, det naturligt ville foregå. Selv i økologisk produktion og de fleste biodynamske produktioner, sker der det, at man fjerner ungerne fra deres mor og hendes mælk, selvom behovet stadig er der hos begge parter.


Man gør det fordi, at man hurtigst muilgt vil videre i produktionsmøllen, så man kan tjene flest muligt penge pr. dyrekrop.



Den naturlige fravænning

Grise i landbruget har stadig de samme instinktive adfærdsbehov, som de vildsvin de stammer fra. Det kan man fx se, når soen har mulighed for at bygge rede inden hun føder. Det kan også observeres hos de landbrugsgrise, som har fået mulighed for at komme på et fristed.


I naturen dier pattegrisene i op til 3-4 måneder, men bliver gerne hos deres mor indtil hun igen får unger. I konventionelle landbrug fjerner man dem gerne fra soen allerede efter 3 uger. I økologi eller friland hænder det, at de fjernes efter 49 dage. Det giver i den konventionelle produktion problemer med især diarre. Der er dog også de følelsesmæssige chok, som man netop reagerer på, når man kalder det dyremishandling i forbindelse med at fjerne fx kattekillinger eller hundehvalpe før den naturlige afvænning, som altså hos grise kan være over 90 dage. Udover fjernelsen af unger før tid, så er de hårde forhold i de lukkede betonhaller på et hårdt gulv med tremmer omkring heller ikke et sted, hvor soen kan have den naturlige moderlige omgang med sine unger.



Koen kalder, når kalven fjernes

I både økologisk og konventionelt landbrug tages kalven hurtigt fra koen efter fødslen. Det kan være alt fra 12 timer til 24 nogle gange 48 timer. Koen har været gravid i 9 måneder, og oplever, ligesom alle andre pattedyr nogle stærke moderlige instinkter. I studier om kalves tilknytning til deres mor, har man fundet, at kalvene foretrækker deres egen mors lyde frem for en plejemors lyde. Ligesom ko og kalv, uanset omstændigheder og modermælk, foretrækker at være tæt på hinanden. Selv efter dieperioden viser en undersøgelse af indiske kvæg, at moren har en stærk tilknytning til sin kalv og gerne foretrækker denne som pleje- og græsningspartner frem for andre i flokken.


Det er da også flere gange rapporteret og filmet, hvordan koen stressfuldt kalder på sin kalv i flere dage efter fjernelsen af kalven. På trods af denne tilknytning, så oplever alle malkekøer denne praksis mindst 4 gange i løbet af sin tid som malkeko. Faktisk insemineres koen allerede 3 måneder efter fødslen for at holde produktionen i gang.



Pattedyr har brug for tiden med mor

Vi ved fra studier af aber, hvis kropssprog vi nemmere kan tyde, at de oplever et enormt behov for deres mor, og ligesom studiet med kalvene er det uanset adgangen til mælken. Vi ved det med hunde, killinger og aber - også uden at skulle vende os mod videnskaben for at få det bekræftet.


Landbruget har haft mulighed for at gå alt for vidt i sin fabriksproduktion af følende dyr, og flere argumenterer for, at det er i strid med vores dyrevelfærdslov.


Var befolkningen blevet spurgt for mange årtier siden, om vi ville tillade en fabriksproduktion af millioner af dyr årligt, som ville forvolde diverse former for lidelse af dem og nægtelse af deres naturlige behov, så havde vi nok ikke sagt ja.


Derfor må det også være på tide, at vi stiller dyrelandbruget til ansvar for deres handlinger og kræve, at de ændrer deres produktionsform. Dette vil kun være til glæde for dyrene, klima, miljø, biodiversitet, folkesundhed og blive et landbrug, der kan tjene fremtiden.


Comments


bottom of page