top of page

Kategorierne er ikke en biologisk virkelighed

Da det handlede om mink i P1 debat i sidste uge, blev det virkelig tydeliggjort, hvor voldsom en forskelsbehandling vi udsætter dyr for.



På trods af at både en dyrlæge og en biolog cementerede, at mink hører til i naturen, hvor de kan være tæt på vand og bevæge sig rundt på et meget stort territorium, så blev det helt ignoreret til fordel for en fortælling om, at der findes hhv. kæledyr, vilde dyr og produktionsdyr - og minkene hører til i den sidste kategori.


Disse kategorier, som vi har opfundet, men som intet har med biologi eller dyreadfærd at gøre, er til for at retfærdiggøre en behandling af dyr i produktion, som ville være kriminelt, hvis det blev gjort mod dyr i de andre kategorier.


Debatten afslører, hvor utrolig langt vi er fra hinanden på hver vores side af snakken.


Ikke kun i forhold til mink, men i vores syn på dyr generelt.


Når Erling Bonnesen siger, at: “Nu skal man også lige huske på, at det er produktionsdyr”, så kunne jeg godt tænke mig at vide præcist hvorfor.


Det er selvfølgelig indlysende, at de er i den kategori, fordi de er født ind i en produktion, men i en diskussion om deres velfærd, hvor vi taler om deres evt. lidelser, smerter og adfærd, så er det vel ikke vigtigt at huske en kategori?


For uanset kategori, så mærker dyrene det samme, når de er sultne, har et sår, bliver frarøvet muligheden for løb og leg, er stresset.


Den del af dyrene er ikke ændret på, uanset hvor og hvordan de er kommet til verden.


Jeg tænker derfor, at Erling Bonnesen mener, at det er vigtigt at huske på kategorien, fordi det er en måde at retfærdiggøre dårlig behandling af dyr på.


At når dyrene er i produktionskategorien, så er det okay at frarøve dem muligheden for løb og leg og sulte dem systematisk - og i den kategori kan vi åbenbart acceptere, at nogle af dem får sår på kroppen eller dør af produktionssygdomme.


Kategorierne er dog ikke en biologisk virkelighed.


Der er ikke nogen dyr, som vi har taget fra naturen, der er skabt til at være del af en produktion - heller ikke selvom vi har avlet dem til ukendelighed.


Det er derfor, at der findes de såkaldte ‘produktionssygdomme’.


Dyrene bliver syge af at være i en produktion - fordi de ikke er skabt til det.


Ordet ‘produktionsdyr’ bruges altså til at retfærddiggøre, hvad man normalt ville kalde dyremishandling.


Hvad der normalt ville være en kraftig overtrædelse af dyrevelfærdsloven.


Det er ikke så længe siden, at jeg havde en god snak med Erling Bonnesen om plantebaseret kost og vigtigheden af den handling.


Måske ham og andre en dag bliver klar til at tage en snak om dyr og det faktum, at de uanset kategori faktisk har de samme grundlæggende behov.


.

.

.

Find min bog på Lisel.dk/bogen

bottom of page