'Robusthed' i dag handler om systemer, der står på tre ben: planter, jord og etik

Når folk fra fx Landbrug & Fødevarer taler om “robusthed” i fødevaresystemet, rammer de et vigtigt punkt: Vi har brug for et system, der kan stå imod kriser, klimaforandringer og ustabile forsyningskæder.

Men deres snak om ‘robusthed’ flettes ofte sammen med behovet for dyr i fødevaresystemet i et slags romantisk samspil mellem planter, græs og vores adgang til smagfuld næring.

Jeg vil gerne udfordre idéen om, at robusthed forudsætter, at dyr indgår som fødevarer.

Et fødevaresystem kan nemlig godt være både levende, selvbærende og bæredygtigt, uden at dyr gøres til produktionsenheder, hvor de fra fødslen af allerede er bestemt til at blive slagtet i en ung alder.

Jordens frugtbarhed

Et robust fødevaresystem skal kunne opretholde jordens frugtbarhed og levere næring direkte til mennesker - også i en fremtid, hvor vi måske står med færre resurser, og hvor klimaet og andre faktorer kan gøre det svært for os alle - dyr som mennesker.

I dag ved vi, og vi har vidst det i hundredevis af år, at vi kan dyrke masser af mad uden input fra dyr, hvor vi på samme tid opretholder og styrker jordens mikroliv og frugtbarhed - og vi kan gøre det uden brug af gifte og kunstgødning.

Det er ikke ny viden - det er viden, der er blevet brugt mange steder i menneskets historie, som fx i det gamle Amerika, hvor “de tre søstre”, majs, bønner og squash blev produceret på en måde, hvor planterne gav næring og robusthed til hinanden - uden input fra dyr. 

Der er altså ikke et fagligt belæg for, at robusthed kræver, at vi producerer dyr for hverken mælk eller kød. Tværtimod viser erfaringer, at plantebaseret regenerativt landbrug binder mere kulstof, bruger mindre vand og er mindre sårbart over for forstyrrelser udefra. Vi kan have græssende dyr i naturen - men deres rolle som biodiversitetsskabere bør adskilles fra fødevareproduktionen.

Etikken halter i dag

Når det alligevel opleves som “naturligt” at koble mad og dyr, skyldes det dybe kulturelle vaner og en historie, hvor det i forskellige tider og på forskellige kontinenter har været helt nødvendigt med de kalorier, som dyrene leverede.

Det er et faktum, at vi mennesker kan spise både dyr og planter, men det er også et faktum, at det er et valg i en tid, hvor vi har mange andre muligheder. Vi ved, det ikke er nødvendigt at dræbe dyrene. 

Som Svend Brinkmann skriver i et indlæg på hans sociale medier, så var det engang umuligt at forestille sig et liv uden kød. Han beskriver, hvordan den etiske erkendelse kan være ubehagelig - især når man holder af smagen - men også, hvordan argumenterne tvinger os til at reflektere, hvilket vi har brug for.

Det er ikke nødvendigvis uetisk i sig selv at leve med dyr.

Men det er etisk problematisk at gøre dyr til midler for vores nydelse, når vi har andre gode valg.

Robusthed bør ikke kun måles i jordstruktur, men også i moralsk bæredygtighed: i evnen til at skabe fødevarer på måder, som ikke kræver, at nogen mister livet for, at vi kan spise. Den bedste dyrevelfærd er trods alt at få lov at leve - hele livet - uden at ende i en slagterlinje.

Danmark er blandt verdens mest opdyrkede lande. Produktionen af over 200 mio. dyr om året udleder store mængder kvælstof, der forringer vandmiljøet og skader den natur, som robustheden ellers skulle beskytte. Så længe vores landbrugsstruktur domineres af foderproduktion - og græs, vil robustheden være illusorisk. 

Når vi taler for at spise dyr, uanset fra hvilket system, så taler vi for at spise dyr generelt - og lige nu er der hårdt brug for det modsatte:

At lære at lave mad uden dyr og finde ud af, at det faktisk er nærende og godt for både os selv og verden omkring os. 

At skabe et robust og etisk fødevaresystem handler ikke om nostalgi eller ideologi, men om effektiv, bæredygtig prioritering. Vi får mere mad, færre udledninger, og større naturværdi, når vi bruger jorden til at dyrke mad til mennesker, og lader resten af pladsen være natur uden en produktion af dyr for mælk og kød. En produktion, hvor der stadig vil arbejdes med avl og reproduktion af dyrenes kroppe, hvilket aldrig er i dyrenes interesse og derfor etisk tvivlsom.

Robuste kredsløb handler om liv, jord og samspil. Men vi skal turde spørge, om dyr behøver at være producerede brikker i vores fødekæde for, at de kan være en del af kredsløbet. 

Lad os ikke bruge “robusthed”, bæredygtighed og biodiversitet som undskyldning for at spise dyr, hvis man vælger at spise dyr. 

Robusthed i det 21. århundrede handler om systemer, der står på tre ben: planter, jord og etik. Ikke dyr.