Kollaps af økonomi, fødevaresikkerhed, økosystemer og klima. Det peger forskere på kan blive en realitet langt hurtigere end før beregnet, fordi de nu ser på flere naturkriser på samme tid. Vi er nødt til både at se på politikerne, men også på os selv, hvis vi ønsker en anden vej.
I starten af august udkom en ny rapport i det højt respekterede videnskabelige tidsskrift Nature Sustainability. Som alle andre rapporter af den slags, så er den ret alvorlig, men det er svært helt at begribe omfanget af lige netop denne her.
Som det er med alle den slags rapporter, så kan/må forskerne ikke skrive noget med 100% sikkerhed, hvilket jo netop har åbnet muligheden for de mennesker, som blank afviser videnskaben. Men alle tidligere rapporter om klima og natur, har vist sig at være underdrevede. Derfor er der alt grund til at tage denne her meget alvorligt.
Den forudser en alvorlig mulighed for, at et totalt kollaps af vores økosystemer kan ske allerede i 2030, hvor tidligere rapporter har peget på 2090. Og der vil ikke være nogen vej tilbage.
Verdens økosystemer er allerede under hastig forandring. Regnskove fældes og bliver forvandlet til savanner. Der er ørkendannelser, hvor der før var frodigt. Isen smelter med hastig fart. Kombinationen af alle disse økologiske belastninger arbejder sammen for at gøre sammenbrud af økosystemerne langt mere sandsynligt og meget tættere på, end tidligere forudsagt.
Skaden er irreversibel
Det er altså kombinationen af faktorer, der gør forskellen. Vi reducerer ofte naturkriserne til fx kun klima, men truslen kommer også fra tab af biodiversitet, overforbrug af ressourcer og alle de menneskeskabte forurenende stoffer.
Når der er taget højde for alle disse faktorer, går det amok med forskernes økosystemmodeller. Systemer, der tidligere var forventet at kollapse i 2090'erne fra en enkelt faktor, såsom stigende temperaturer, vil i værste fald falde fra hinanden allerede i 2030'erne.
Det viser, hvor vigtigt det er, at vi ser mere helhedsorienteret på kriserne, men også vores egne liv, og hvordan vi selv spiller en rolle i det store billede.
Som forfatterne til rapporten siger, er disse sammenbrud irreversible begivenheder. At skubbe et økosystem ud over 'tipping point' er ikke noget, der kan lappes - når det først er væk, er det væk.
Og når du har flere sammenbrud, der sker, begynder interaktionerne mellem dem også at trække det bredere system ud i kaos. Det er et 'point of no return' for planeten og for alle os, der skal leve her - et irreversibelt brud i mennesket- og naturhistorien.
Den antropocæne tidsalder
Der er oveni et voksende argument for at sige, at nogle af disse 'tipping point' allerede er blevet overtrådt. Vi er allerede gået ind i en ny periode i planetens historie som et resultat af vores måde at være i verden på i dag. Den nye periode kaldes af geologer 'antropocæn' - den menneskelige tidsalder.
Hurtige klimaændringer er det bedst kendte element i denne nye geologiske periode, men massivt tab af biodiversitet i det, der kaldes 'den sjette masseudryddelse', er et vigtigt element. Vi har mistet omkring 70% af verdens biodiversitet siden 1970'erne.
Mere kaos og ustabilitet i vores hverdag er ikke en forbigående krise, men en grundlæggende realitet for os alle fra dette tidspunkt og frem. Det er et ekstremt dystert billede.
Vores store problem er, at det ikke er noget, som vores politikere og ledere tager hensyn til. Det er heller ikke noget, som de store klimarapporter fra FN er bygget op omkring. De sætter deres lid til, at det er reversibelt og tror på teknologi, som på magisk vis kan fjerne drivhusgasser fra vores atmosfære, men den findes reelt ikke, og vores problem er langt større end drivhusgasser alene. Vi kan ikke med teknologi og lignende vækste os ud af disse kriser.
Som Einstein sagde: "Vi kan ikke løse et problem med den samme tankegang som skabte det". Vi er nødt til at være ærlige overfor os selv og med alt tydelighed se årsagen til problemet. Vi kender faktisk årsagen allerede, men at se den klart og inde i os selv er en udfordring for de fleste. Det betyder nemlig at se, at vi selv er en del af denne årsag. Om vi har ønsket det eller ej - gjort det med vilje eller ej - så er det et fælles ansvar.
Vores måde at være i verden på
Vores vækst-orienterede samfund, som handler om produktion, effektivisering og forbrug, har sendt os ud i disse 'tipping-points' af kriser. Så længe vi køber ind på dette vækst-orienterede samfund - stemmer på det til folketingsvalg, og lever det til hverdag gennem vores tankeløse forbrug - så ender vi 100% i det planetære kollaps.
Vi er nødt både at stemme for en ny økonomisk model, som fx Doughnut Economics, hvor klima, natur, og social retfærdighed kommer før økonomisk vækst, og vi er nødt til i høj grad at mindske vores forbrug især der, hvor det batter mest, hvilket er en plantebaseret kost. En kødrig kost er den største årsag til tab af biodiversitet, og er en tredjedel af drivhusgasudledningen.
For at håndtere den angst, vrede og sorg, der er forbundet med disse kriser, og som kan få os til at lukke øjnene og gøre os handlingslammede, så er mindfulness og compassion en vigtig faktor.
Når vi ser indad og opdyrker en større indre ro og compassion, så er vi også tilbøjelige til at forbruge mindre. Ofte er vores forbrug forbundet med en form for indre mangeltilstand. Den har vi ikke, når vi finder roen i os selv og nuet.
Vi har brug for at stå sammen og forbinde os med naturen på en dybere måde, så vi bliver mere bevidste om den skade vores forbrug har på den og hinanden, så vi ikke længere gør den skade. Så det giver mere mening for os, på en dybere måde, at ændre vores måde at handle på.
Vi er nødt til at forberede os på store grundlæggende skift. Enten bliver det i form af det totale kollaps af økonomi, økosystemer og klima eller i form af, at vi endelig - allesammen - skifter retning i vores hverdag, og kommer mere i balance med naturen og hinanden.
Comments