Vi ved alle sammen, at der er noget helt galt med den måde, vi har indrettet vores samfund på. Det viser sig i en voldsom grad af angst, depression og ensomhed.
Det kan virke fuldstændig uoverskueligt, for ikke at sige umuligt, at gøre noget ved det. Men der er faktisk noget, vi hver især kan gøre, og som vi ved virker.
To simple teknikker i hhv. mindfulness og medfølelse kan helt fysisk ændre på hjernens forbindelser og dermed ændre på, hvordan vi har det til hverdag, hvordan vores krop fungerer og give os større overskud og velvære.
Vi ser en stor splittelse i verden. Vi ser ikke kun splittelsen i nyhederne, men også overalt på de sociale medier, i kommentarfelterne og ofte også på arbejdspladsen og alle andre steder. Nogle gange er den tydelig, men andre gange er den mere subtil. Meget tydelig er den i forbindelse med krige og grove kommentarer på nettet, som forstærker "os og dem"-retorikken. Det triste er, at de færreste forsøger at nå hinanden, forstå hinanden og skabe et fælles rum. Og når man kun er et enkelt individ, hvordan kan man så overhovedet gøre noget?
Jeg elsker citater. De er ofte enkle, og indkapsler et større budskab, som man dermed nemmere kan huske. For mig er det ikke så vigtigt, hvem der sagde det. Det er ordene i sig selv. Et citat, vi alle har hørt om og om igen, er:
Be the change you wish to see in the world
Det handler ikke om, at det er vores egen skyld, når vi møder noget negativt. Vi kan ikke rigtig bruge begrebet skyld eller skam til noget. Det handler mere om at give os selv magt til at eksistere på en måde, hvor splittelsen og det negative i verden ikke overvælder os, og gør os syge.
For hvis vi virkelig ønsker fred, harmoni, ikke-vold, glæde og tryghed på både det store plan med krige, klimaforandringer og undertrykkelse af befolkningsgrupper (inkl. dyr), men også på det mindre plan i vores egen dagligdag, så er vi nødt til at inkorporere den adfærd indefra i os selv. Hvis ikke vi har den opmærksomhed, så er der risikoen for, at vi bliver "hevet med", og enten bliver en del af problemet, hvor vi selv skaber splittelsen, og/eller vi bliver syge og deprimerede i forskellig grad.
Det er her, jeg gerne vil tale om begrebet 'universel medfølelse'. Medfølelse handler ikke kun om at være gode mennesker, der skal hjælpe andre. Det handler først og fremmest om, hvordan vi egentlig behandler os selv, så vi kan være i verden med glæde og overskud til både os selv og andre.
Et andet citat, som jeg holder af, lyder:
Holding onto anger is like drinking poison and expecting the other person to die
Det handler dog ikke kun om vrede, men om en generel sindstilstand, hvor kroppen og sindet ikke er i ro, men hele tiden er i gang med problemer, konflikter, pegen fingre, vrede, håbløshed osv.
Begge citater af hhv. Ghandi og Buddha peger på en måde at være på inden i os selv. Ikke bare for andres skyld, som Ghandi's citat, der peger udad, men også for ens egen skyld, som Buddha's citat peger på - en 'universel medfølelse'.
Den dybere årsag til ængstlighed kan ses i hjernen
Så hvordan kan vi arbejde med os selv på en måde, så vi skaber en modstandskraft og glæde, og hvor vi dermed kan være forskellen i verden uanset, hvad vi gør i verden?
A wandering mind is an unhappy mind
Jeg har læst en interessant bog, som gennemgår 50 års forskning i meditation. Forfatterne, som selv har været med til forskningen, peger på alle de fejl og mangler, der generelt har været i det meste af forskningen (inkl. deres egen), men fremhæver også den gode udførte forskning og dens resultater. Blandt andet noget interessant vedr. nogle resultater fra scanninger af hjernen.
Forskerne fandt, at et sind, der ikke er trænet i meditation eller mindfulness, som slapper af, og dermed er i sit 'default mind', som de kalder denne utrænede, men afslappede tilstand, er et, godt og vel, negativt sind - "A wandering mind is an unhappy mind", skriver de på side 151. Link til forskningen: 1, 2.
Forskerne fandt ud af, at når vi ikke er i gang med en eller anden konkret opgave, og dermed ikke fokuserer på noget bestemt, men lader vores sind løbe frit afsted med os, så er tankerne i gang med "mit" og "mig" og som regel i forhold til en masse problemer og negativitet, som går os på. "A rootcause of everyday angst", skriver de.
Det er derfor ikke så underligt, at folk ofte flygter ind i arbejde, alkohol, facebook, TikTok eller andet, som kan distrahere dem fra de ubehagelige tanker inde i. Omvendt er det heller ikke så underligt, at vi gerne går ud i naturen, og lader os overvælde af dens dufte og skønhed, fordi disse stærke sanser kan give et øjebliks indre stilhed og følelse af frihed og samhørighed. Ligesom når folk laver ekstrem sport, hvor de er nødt til at være 100 % fokuserede i nuet, kan få et indre sus og dermed en pause fra default mind.
Det forskerne finder, er, at et sind trænet i meditation og mindfulness ikke har problemet med default mind. Link 3. De bliver ikke revet med at det, og oplever ikke de negative tanker og de svære følelser, adfærd og dårlig kemi, der følger med. Forskerne kan se, at jo mere trænet man er i meditation, jo stærkere er andre forbindelser i hjernen end dem, som de ser aktive i default mind. Meditation ændrer helt fysisk på hjernens forbindelser og aktivitet, hvilket naturligvis har en effekt på vores velbefindende og adfærd.
Første del af at 'være forandringen' og ikke have 'giften' inde i os selv er altså at give sindet træning i meditation og mindfulness.
Medfølelse er power
På samme vis er medfølelse noget man kan træne, og det ændrer også vores hjerne helt fysisk.
Når vi træner meditation og dermed 'awareness', som jeg vil beskrive som en slags vågen opmærksomhed på nuet, så er vi mere tilstede, nærværende, og ser mere af, hvad der foregår omkring os. Når vi samtidig træner universel medfølelse, som buddhisterne vil kalde 'loving-kindness', som også inkluderer dem selv (universel medfølelse), så responderer vi også anderledes, ikke kun på vores omgivelser, men også i forhold til os selv - og måske mere vigtigt endnu - vi bliver ikke selv drænet for energi.
Empati lader os forstå og eller føle, hvad en anden person oplever. Men, hvis det vi føler for den lidende, er ubehageligt, så har vi det med at lukke af. Fx ser vi væk fra billeder af folk (eller dyr) i smerte. Vi ønsker ikke at blive konfronteret med det, fordi det gør ondt på os. Det betyder dog også, at vi oftest heller ikke handler på det, og ej heller hjælper.
I et forskningforsøg på et tysk institut undersøgte man virkningen af 'loving-kindness'-meditation. En gruppe frivillige fik vist billeder af grafiske videoer med lidende mennesker - uden at være instrueret i 'loving-kindness'. Forskerne kunne se på hjernen, at de frivillige mærkede de negative følelser, som om, at det skete for dem selv - empati. Det fik dem til at have det rigtig dårligt. De ønskede mest af alt at se væk.
En anden gruppe blev derefter instrueret i 'loving-kindness'-meditation. Herefter kunne forskerne se, at helt andre områder af hjernen blev aktiveret, da gruppen så de samme grafiske videoer af lidende mennesker. Det betød, at de kunne konfrontere lidelsen på en anden måde, som er bedre både for dem selv og de lidende. De lidende anderkendes, og der er energi til at hjælpe dem.
'Loving-kindness', som svarer til universel medfølelse, dræner os ikke. Den får os ikke til at få det så dårligt, at vi lukker øjnene. Den tænder det område i hjernen, som svarer til en forældres omsorg for deres barn. Efter dette forsøg er der lavet flere langvarige studier med hundrede medvirkende, som viser samme resultater. Link 7, 8, 9.
Resilient uden at være hård
For at kunne være i verden i dag og på samme tid spille en rolle i en positiv vej for verden, så tænker jeg i hvert fald, at noget af det vigtigste er at have nogle redskaber, som gør os mere modstandsdygtige uden at gøre os hårde og ufølsomme. Uden at skabe splittelse i en 'os og dem'-retorik. Det er det, som universel medfølelse og meditation kan gøre.
Jeg kan selv skrive under på, hvordan meditation har ændret min hjerne. Jeg oplevede en voldsom og 'alvorlig belastningsreaktion' (det var den diagnose jeg fik), og jeg kunne mærke, at det var som om, at der var noget i min hjerne, der var gået i stykker. Det var en helt fysisk fornemmelse. Jeg kunne mærke den hele tiden, og hvordan den svingede i intensitet afhængigt af, hvad jeg lavede eller oplevede.
Jeg kom endelig tilbage til en seriøs praksis med mindfulness og meditation, og relativt hurtigt begyndte jeg at mærke, hvordan min hjerne ændrede sig, og at den skade, som jeg ellers hele tiden kunne mærke, begyndte at forsvinde. I stedet oplever jeg en større og helt ubetinget glæde. Jeg har i flere år levet vegansk og i en del af de år, har jeg arbejdet som aktivist og forsøgt at gøre opmærksom på de skader landbruget har på både klima, miljø, natur, vores egen sundhed og sidst, men bestemt ikke mindst, uretfærdighederne for de mange dyr. Jeg har set utrolig mange lidelser, og har hørt om de voldsommeste overgreb på dyrene, men det har aldrig drænet mig eller gjort mig ulykkelig på en måde, så jeg ikke kunne bevare roen i en diskussion eller debat, og jeg har aldrig skrevet eller talt til nogen på en negativ måde. Jeg har været faktuel og forsøgt at tale ind til folks hjerte og fornuft. Dette er ikke sagt for at rose mig selv, men for at gøre opmærksom på, hvad ovenstående praksis har hjulpet mig med. Det betyder ikke, at jeg ikke har følt med dyrene og naturen eller fældet tårer. Det har bare ikke drænet mig eller skabt en eller anden form for had mod nogen.
Jeg er overbevist om, at uanset hvad man arbejder med, eller er aktiv for, og uanset hvor man er i sit liv i dag, så konfronteres vi med rigtig mange svære ting, uretfærdigheder og kriser. Universel medfølelse og en meditativ praksis er et af de største og vigtigste værktøjer, som vi kan tage med os uanset, hvor vi er, og som kan give os den ro, kærlighed og det overskud, som vores tids kriser kræver.
Comments