Når kærligheden ender med et gaskammer i en ung alder

Jeg vil gerne vedkende mig, at det her måske kan anses som et mere tarveligt blogindlæg. Så er det sagt.

Udklip af artikel fra https://okonu.dk/mark-og-stald/grisehviskeren

Artiklen kan læses via linket, men jeg har klippet nogle ting ud, som, jeg synes, er vigtige at bemærke. For mig skriger det nemlig til himlen, at man siger, man har et stort dyrehjerte, hvilket jeg oversætter til, at man elsker dyrene, mens man producerer dem som produkter, og sender dem alle til gaskammeret i en meget ung alder.

Grise kan blive omkring 15 år, og kan på flere måder sammenlignes med hunde. Det er værd at huske herunder.

Hun har et meget stort dyrehjerte, og vil gerne give dem alle en chance for et godt liv. Men det er ikke den virkelighed, som jeg ser, når man går tættere på, hvad der egentlig foregår.

Slagtegrisene, som de i øvrigt producerer tusinder af i deres dyreproduktion, bliver kun 6 måneder gamle. På det tidspunkt er de stadig "hvalpe". De er dårligt begyndt på deres liv før de sendes til slagteriet i Herning, hvor de møder smerten i gaskammeret.

Men hendes dyrehjerte er stort. Og det er sikkert også rigtig nemt at nå rundt og kæle og klappe med så mange dyr, mens man også skal nå en masse andet praktisk arbejde.

Det betyder, at mindst 500 nyfødte pattegrise dør årligt i deres produktion, hvis vi måler på en årlig produktion på 4500 grise.

De vil dog gerne have tallet ned på 475 døde.

Ja, tallet er da pænt sammenlignet med konventionel, men det betyder, at man finder succes i en produktion, hvor mange dyr dør selv - inden man overhovedet selv sender dem til slagtning.

Hvor er det gode og ordentlige i det?

Det er også lidt skørt at sammenligne det med, hvad der sker i naturen. Der er nemlig ikke noget naturligt i en produktion, hvor man styrer og kontrollerer avl og reproduktion, og har gjort dyrene til produktionsenheder.

Sodødeligheden er i øvrigt generelt omkring 10 procent for økologiske søer. Det betyder, at hvis tallet er retvisende for denne besætning, så dør 20 af deres søer i løbet af året. Igen i en utrolig ung alder, hvor de ikke engang selv skal søge føde, og hvor de har eget lille hus og masser af halm.

Når de når 20 kg. må de ikke længere bare løbe frit. Nu skal de på stald, og de rives fra deres mor, mens de sover, så der ikke er for meget bøvl med dem.

Pyt med, at de i naturen ville die til de er 12-16 uger - nogle få fremavlede grise, som fik lov at bestemme selv, gjorde det til omkring 10 uger. Men pyt nu med det. De har her bestemt, at det skal være ved 8,5 uge, at de rives fra.

Husk, at de jo elsker dem, og gerne vil give dem et godt liv.

Nu skal de så bo på stald og ikke længere opleve græs, mudder og jord. Nu er det betongulv, når man vil udenfor. Man kunne forestille, at det er lidt ligesom man delte en 1-værelses lejlighed med altan med hele sin skoleklasse.

Det er dog, hvad producenterne kalder et godt liv, og de elsker dem med deres store dyrehjerter.

Herunder kan du se arealkravene. Nu kan du forestille dig 200 hunde - eller bare 50 hunde - leve sammen i en hal, hvor de hver især er tildelt cirka en kvadratmeter. Men dog har masser af halm. De kan selvfølgelig gå ud i en overdækket lille betongård.

Det er jo trods alt kun 3-4 mdr., de skal være der, og indenfor har de masser af halm at boltre sig i.

Oversat:

"Vi ønsker ikke at anerkende, at vi slet ikke skal producere flere dyr på et område, end det områdes økosystemer kan holde til. Så vi fortsætter at producere en masse dyr, selvom vi går på kompromis med deres velfærd og frihed, og holder dem indenfor, mens vi lovpriser økologien."

Derfor sender de 4500 grise i en alder af 6 måneder til slagtning. Når deres mødre er cirka 3 år, sender de dem samme vej. I den alder kan de nemlig ikke længere producere det antal pattegrise, som de ønsker.

Men de elsker dem, og ønsker at omfavne dem og give dem plads til at udfolde deres natur.

-----

Lisel, du lyder lidt sur, og burde man trods alt ikke anderkende, at de gør, hvad de kan for at skabe en nogenlunde dyrevelfærd for dem, som gerne vil spise dyr. Og det er vel bedre at spise nogen, som har haft det godt - frem for nogen, som har haft det dårligt i hele deres liv (som jo så stadig kun er 6 mdr.)?

Ja, jeg ved godt, at det her ikke lyder af de pænere indlæg. Vi er dog nogle gange nødt til at pege på ting, der ikke rigtig hænger sammen, så vi kan reflektere over, om det vi byder dyrene, reelt er i orden.

Jeg tror sådan set, at familien Munch er rigtig gode mennesker, og jeg vil gerne drikke en kaffe med dem, hvis lejligheden byder sig. Jeg tror også bare, at man kan stirre sig blind på nogen ting, når man er vokset op med, at det er normalt at producere dyr.

Mht. spørgsmålet:

Jeg forstår godt, at det umiddelbart lyder som en rimelig tilgang – at hvis man skal spise dyr, så bør de i det mindste have haft det godt. Men måske er det værd at stille spørgsmålet: Hvorfor skal vi overhovedet producere og spise dem, hvis vi ikke behøver?

For det første er der grænser for, hvor god en ’god død’ man kan give et dyr, som ikke har lyst til at dø. Uanset hvor meget man forsøger at forbedre forholdene, så handler det stadig om at tage livet fra et væsen, der ville have foretrukket at leve - især, hvis det liv har været godt - så det er jo netop værd at leve.

Det er ikke rigtig ’velfærd’, hvis det ender med en smertefuld tur i et gaskammer.

For det andet kan vi let komme til at trøste os selv med idéen om ’det gode liv’, uden at vi kigger nærmere på virkeligheden. For selv under såkaldt bedre forhold er der ofte rutiner som adskillelse af mor og unge, sult hos mødrene for at styre vækst og reproduktion på grund af voldsom avl af deres kroppe, onani på orner og kunstig inseminering af søerne - og når disse ikke virker som ønsket, så sendes de til slagt.

Altså ting, som vi sjældent hører noget om fra producenterne.

Og så er der spørgsmålet om valg. Dyrene har ikke noget valg. Det ligger helt hos os. Vi kan vælge ikke at støtte en industri, der – uanset hvor pænt den forsøger at skildre det – stadig handler om at udnytte og slagte.

Og disse mennesker kan arbejde politisk for, at branchen får hjælp til at omlægge til plantefødevarer.

Vi kan alle vælge mad, der hverken kræver gaskamre eller kompromis med velfærden og kærligheden til dyrene.

Det er derfor, at vi ikke er løver - vi har friheden til at vælge. Og jeg kan huske, at min mor lærte mig, at frihed altid kommer med et ansvar.