Jeg kan huske som barn, at jeg elskede at komme i zoologisk have. Det er normal opdragelse og “dannelse” i Danmark, at vi tager vores børn med i zoo. Vi mener, at for at kunne lære rigtigt om dyrene, så skal vi tæt på, og her er zoo den bedste mulighed.
Problemet er bare, at jeg lærte at ignorere min empati og den følelse af forkerthed, som jeg oplevede.
Der er en grund til, at vi står midt i kæmpe naturkriser. Vi ser på naturen og dyrene, som om at de er til for vores underholdning og forbrug, mens vi bilder os selv en masse ting ind, som spærrer for vores medfødte empati og indlevelse i den storslåede naturlige verden og vores medvæsener.
Det var svært at se dyrene lukket inde. Jeg vidste, at de naturligt havde langt mere plads, og som regel også var tilpasset et helt andet klima end det danske. Især isbjørnene og løverne skar mig i hjertet, men alligevel ville jeg gerne ind og se dem og alle de andre dyr.
Jeg lærte at støtte og bifalde dyrenes indespærring og at udnytte dem som underholdning og en undervisning, som jeg kan få på andre måder. Det værste er, at jeg lærte at retfærdiggøre det forkerte, ved at bruge undskyldninger som undervisning, naturbevaring og det at connecte med dyrene.
Hvordan skal vi lære om løven og empati, hvis vi bare står og stirrer på den med popcorn i munden, mens den traver frem og tilbage, og venter på mad, som den aldrig kan få lov at jage?
Hjælper Zoo truede dyrearter?
De fleste af dyrene bevæger sig over kilometervis af afstande, og/eller har komplekse sociale relationer, som de aldrig kan få lov at udleve i en lille indhegning i en zoo. Alle zoo’s er små sammenlignet med naturområder, hvor hele økosystemer med flere arter, træer, vandhuller og planter lever sammen.
Zoologiske haver argumenterer naturligvis for, at de hjælper truede dyrearter, og det kan sikkert være nødvendigt i nogle tilfælde. Programmerne er dog overvejende drevet af penge og underholdning. Kun 23% af hvirveldyrene i de zoo's, som er med i ISIS-netværket om hjælp til truede dyrearter, er truet. Det betyder, at resten er der for underholdning. Disse arter er dog forventet af publikum, og derfor er de der - ikke fordi de skal hjælpes, eller er truet, men fordi de er "forventet underholdning". Det fik jeg fortalt af chefdyrlægen i Københavns Zoo.
Så længe zoo's lever af den profit, som publikum giver for deres besøg, så kan de i princippet sammenlignes med vilde dyr i cirkus . Noget vi besøger for at blive underholdt, og noget vi gør som en familie for at hygge os. Der er dog dyreetiske årsager til, at vi ikke længere bifalder vilde dyr i cirkus, men har gjort det ulovligt. Vi ved, at det er forkert.
Lokale initiativer er langt bedre til at beskytte dyr og natur. Kenya Wildlife Service beskytter omkring 33.000 elefanter med et budget på kun 112 mio. kr., og drab på dyr i området er faldet med 90%, siden de startede projektet. Ved at arbejde for naturen og dyrenes naturlige leveområder er der større mulighed for at hjælpe flere dyr på den lange vej, fordi økosystemer bliver genoprettet og beskyttet. De systemer, som vi selv skal lære at være en del af for ikke at fortsætte og begå de samme fejl igen.
Opretholder selv naturødelæggelse
Zoologiske haver kender naturligvis selv til den største årsag til udryddelen af dyrearter og den biodiversitetskrise/sjette masseudryddelse, som vi står i. De har programmer i forbindelse med den krise, og slår sig op på dette.
Derfor virker det en kende absurd, at de serverer kød på alle deres spisesteder. Jeg gik igennem flere zoo's i Danmark og fandt burgere med oksekød og oksestege, svinekød mm.
De arbejder ikke for, at vi mennesker lærer, hvordan vi selv i vores hverdag kan støtte op om en planet, hvor dyrenes levesteder ikke længere er truet, og hvordan vi som individer selv kan være med til at genoprette de ødelagte levesteder. Ifølge FN og andres store rapporter om biodiversitet, så er kødindustrien den største årsag til naturkrisen. Plastik fx er på fjerdepladsen. Den information går jeg ud fra, at zoo har, men jeg forventer også, at de handler på den, og ikke selv er med til at opretholde krisen gennem deres forbrug og salg.
Det er et faktum, at hvis vi alle spiste plantebaseret, så kan et område på størrelse med Afrika frigives til naturgenoprettelse, hvilket ikke er påvirket af, hvor mange mennesker vi er, men hvad vi forbruger og spiser.
Det er svært at tage zoologiske haver seriøst, når deres handliger og undervisning ikke følger trop med det arbejde, som de påstår at tage seriøst. Især når de reelt modarbejder det arbejde, og ikke selv handler på den største årsag til baggrunden for det arbejde.
Hvis man skal kunne tage zoo’s seriøst, så burde de udelukkende fungere som rescue-centre, og i højere grad gøre konserveringsarbejde i de områder, hvor dyrene naturligt hører til. Ingen dyr burde være i en zoo udelukkende for at underholde et publikum, som det fx gælder for zebraen. Kort sagt bør det ikke være den kommercielle forretning, som det er i dag.
Undervisning og gode oplevelser for familien
Zoo’s bliver brugt som undervisning, men der er langt bedre måder at blive undervist på end i en zoologisk have. Måder, hvor man kan se dyrenes naturlige adfærd, fordi de lever i et naturligt miljø.
VR teknologi og hologrammer kan betyde meget for fremtidens zoo, som det ses i denne zoo i Brisbane, Australien. Her kan man svømme med og gå rundt med forskellige dyr i deres naturlige omgivelser gengivet i hologrammer. Et cirkus i Tyskland har udskiftet de vilde dyr med hologrammer, som giver publikum en fornemmelse af, at dyrene stadig er med.
Vi har selv haft en VR herhjemme, og både besøgt Jurassic Park, løver i Afrika og regnskoven i Sydamerika. Se fx VR-filmen herunder, som er lavet af National Geographic. Det er fantastisk at komme så tæt på dyrene i deres naturlige omgivelser på den måde, som VR kan tilbyde.
Der er lokale dyr i den frie (eller nogenlunde frie natur), som vi har i vores eget lokalområde, hvor vi kan studere dem.
Hvis ikke man bor ved siden af sådan et sted, eller har VR, så kan man opleve en flot dokumentar, hvor man vil se billeder og adfærd, som man aldrig ville se eller opleve på en tur i Zoo eller i et akvarium. Der er fantastiske dokumentarer, som f.eks. BBC's flotte serier. Dokumentarer, som de fleste mennesker elsker at suge til sig, more sig over og lader sig fascineres af med store billeder, spænding og flotte farver.
Man kan forstørre oplevelsen ved at tage i IMAX-bio. Her kan man opleve både regnskoven, hvalerne og dinosaurerne. Vi kan lære mere om uddøde dino'er i en flot film, end vi kan lære om nogen af dyrene ved et besøg i zoologisk have. Argumentet om, at vi kan lære bedst om dyrene i en zoo, holder ikke, når der er utallige ting vi kan lære om dino'er gennem dokumentarer og museums - og folk holder ikke mindre af dem af den grund.
Hører fortiden til
Vi har i dag langt større viden og indsigt i dyrene. Vi ved, at de kan føle, huske, ræsonnere, og har deres egen vilje, ligesom de har naturlige behov for udfoldelse af deres adfærd. Hvis vi skal kunne argumentere for, at det enkelte dyr skal leve på en måde, hvor disse behov ikke kan udleves naturligt, så er det ikke nok at argumentere for underholdning, eller fordi folk bare forventer at se dette dyr. Vi er nødt til at kunne lægge vores eget underholdningsbehov til side og se det større billede.
Vi ser på naturen og dyrene, som om at de er til for vores underholdning og forbrug, mens vi bilder os selv en masse ting ind, som spærrer for vores medfødte empati og indlevelse i den storslåede naturlige verden og vores medvæsener.
Grunden til at vores eget livsgrundlag, økosystemerne, er i krise, er netop fordi, at vi har tænkt vores egne behov først, og ikke har taget hensyn til de andre dyr og naturen. Jeg har en forhåbning om, at den tid er ved at være forbi, og at vi begynder at se med empati på de andre dyr.
Videre læsning:
Malamud R. The Ethics of Captivity. JSTOR; 2015. Available: https://www.jstor.org/stable/10.5406/janimalethics.5.2.0219
The Oxford Handbook of Animal Studies - Afsnit: The Problem With Zoos, Randy Malamud. Oxford University Press; 2017.
Comments