Dette indlæg er skrevet af Camilla Kærslund, Dyrenes Frie Farm, tilbage i 2022, men er stadig lige relevant. Forskere er ved at finde ud af, hvordan man kan nedsætte antibiotikaresistens ved at optimere svins tarmflora - frem for at se på, hvad der i første omgang skaber de sygdomme, som er bagrunden for forbruget af antibiotika.
Et storstilet forskningsprojekt skal forebygge antibiotikaresistens. Forskere fra Danmark, USA og Holland har fået 150 millioner kroner af Novo Nordisk Fonden til at iværksætte projektet ”PIG-PARADIGM”. Her skal de undersøge, hvordan de kan optimere svins tarmflora, så de ikke har samme behov for at få antibiotika, hvilket skal nedsætte antibiotikaresistensen.
Interessant er det, at forskerne allerede ved, hvad der gør grisene syge: Grisene bliver syge af den måde, vi behandler dem på. Og løsningen på det problem, der forventes at blive yderst katastrofalt i fremtiden, burde ligge lige for – og ikke koste 150 millioner kroner: Vi skal som minimum behandle dem anderledes.
Vi ved, at dyr, der lever for tæt, som mangler stimuli, og som fodres forkert, bliver syge.
Grise får MRSA-virus eller svinepest, fugle får influenza, køer får galskab, mink får corona osv. osv. Dyr er levende væsner, der bliver syge, hvis de behandles uanstændigt. At man ikke starter her, og erkender, at vi skal standse den horrible industrielle dyreproduktion, kan være meget svært at forstå.
Lad os blive ved grisene. Alt, hvad vi har gjort ved grisene i det massive danske svineavlsprogram, der har ét formål: at producere så meget som muligt helt uden moralske skrupler, skriger til himmelen.
Grisene er avlet til mutanter, der ikke er beregnet til at blive voksne, og ikke er beregnet til at leve frit. De er avlet til at tage 1000 g. på om dagen, så de kan slagtes i en alder af blot 5-6 måneder.
Man har avlet deres rygge længere, så der kan laves flere flæskestege, hvorfor de, hvis de får lov at blive voksne, med stor sandsynlighed får svære rygproblemer bl.a. med diverse diskusprolapser. Deres ben avles ikke tilsvarende stærke, hvorfor de givetvis får problemer med at bære deres egen vægt. De har fået fjernet al naturligt pigment i huden, så de er helt lyserøde, af hensyn til baconproduktionen, hvorfor de har svært ved at tåle sol, og let bliver forbrændte. Dette gøres ikke bedre af, at man har bortavlet deres naturlige pelslag, så de er næsten nøgne, dette af hensyn til forarbejdningen på slagterierne. Det betyder samtidig, at de har svært ved at holde varmen om vinteren.
Et svin i dag er så uhyre langt væk fra det oprindelige svin, at man ikke skulle tro, at de overhovedet var beslægtede. Når man så samtidig stuver disse intelligente dyr (en gris har en intelligens som et 4-årigt barn) sammen på ingen plads (en gris på 100 kg. har blot krav på 0,65 kvm.), helt uden beskæftigelsesmateriale, rede- og rodemateriale, så behøver man ikke at være højt betalt forsker for at kunne regne ud, at de bliver syge.
Lad os bruge et helt konkret eksempel fra virkeligheden: Trine, som er en skøn og dejlig gris, der flyttede ind hos os på Dyrenes Frie Farm tilbage i 2016, kom fra en konventionel svinefabrik.
Trines nye liv
Trine var svært tilskadekommen, da hun var blevet skambidt af sine søskende. Skambidning er et helt almindeligt fænomen i de danske svinestalde, og det er årsagen til den systematiske halekupering, som godt nok er forbudt, men som praktiseres alligevel.
Når dybt intelligente individer sættes sammen på ingen plads og uden noget som helst at beskæftige sig med, så bliver de nødt til selv at finde på noget at aktivere sig med. Det medfører en streng hierarkisk struktur, hvor de lavest rangerende udsættes for en voldsom behandling. I langt de fleste tilfælde ville en gris som Trine blot være blevet slået mod betongulvet sammen med 28.000 andre smågrise HVER ENESTE DAG. Men til hendes held var der netop ansat en kvindelig lærling, der fik lov til at passe på lille Trine, made hende med en pipette, smøre den lille skambidte tryne, ørerne og den sidste lillebitte halestump med helende salve og få den lille forkomne gris på benene. Det lykkedes.
Der skete på samme tid en forvandling hos lærlingen. I forvejen havde hun svært ved at skulle se de mange sammenstuvede individer som ting, uden følelser og tanker, og hun fik tårer i øjnene, når hun fortalte, at det var værst at være på arbejde, når ”drengene var der”.
Så kastede de de små grise op i luften, mens de grinende udbrød: ”Se, de kan flyve!”
Da hun mødte lille Trine, og de to fik en stærk relation til hinanden, krakelerede det hele.
Hun fik lov til at frikøbe Trine, hvorefter hun kontaktede os på Dyrenes Frie Farm. Hun fandt også ud af, at hun ikke kunne arbejde inden for en så makaber branche, hvorfor hun sagde sin stilling op.
Trine kom til os, og hun blev undersøgt af vores dyrlæge. Hun viste sig at være inficeret med MRSA-virus. Hun kom naturligvis i karantæne, så hun ikke smittede de andre. Vi er så heldige at have en fantastisk dyrlæge, som insisterer på at behandle alle dyr med værdighed. Og hvor vanvittigt, det end lyder i et svinerige som Danmark, så findes der ikke mange dyrlæger, der er uddannet til at gøre syge grise raske. Den sædvanlige procedure er antibiotika eller aflivning. Men her fik vi en yderst kompetent vejledning.
Dyrlægens ordination var såre simpel: Sollys, frisk luft, åben himmel, sund kost, masser af stimuli med jord at rode i, halm at bygge rede af, frisk græs at gå at bide af, træstammer at klø sig op ad og spise bark fra og TID.
Der gik 14 dage, Trine fik taget endnu en blodprøve, og hun var MRSA-fri. Hun havde helbredt sig selv. I dag lever hun i bedste velgående sammen med sine kammerater.
De har et skovområde, hvor de daser i eftermiddagsvarmen samt et køligt vandhul, hvor de kan bade og få ”solcreme” af mudder på, så de er beskyttet mod solens stråler, og de har en varm stald fyldt op med halm, hvor de ligger tæt sammen og sover om natten. Her er der ikke brug for antibiotika. Og her skal Trine leve godt til sine dages ende.
Denne lille historie burde sendes rundt til alle forskere, og sagen ville hurtigt være løst. 150.000 millioner kroner er måske i overkanten. Men send da gerne en lille sjat til dyrene hos os som tak for hjælpen.
Tak til Camilla Kærslund for at dele historien om Trine
her på bloggen.
‘Data, dyr og dagliljer’ er både en gribende og grundig bog. Solidt forankret i forskning tager bogen os på en forandringsrejse gennem de planetære grænser og medfølelsens betydning for vores eget helbred, måde at være i verden på - og ikke mindst måden vi dyrker mad på.
Køb den her: www.lisel.dk/bogen
Comments