Skrevet af: Marc Bekoff, Ph.D., er professor emeritus i økologi og evolutionsbiologi ved University of Colorado, Boulder. Jeg har fået tilladelse til at oversætte og dele flere af hans artikler, og dette er en af dem.
Filosofi og videnskab vægter i dag forældede normer inde for 'conservation science'.
Det viser sig, at individer, og variationen mellem dem, kan have store økologiske påvirkninger og have indflydelse på arbejdet med naturbevarelse.
Forsking viser oveni, at brugen af antropomorfisme kan være med til at hjælpe dyrene frem for at skade dem.
"Jeg har erfaret, at antropomorfisme er et dybt mistænkeligt ord, der bruges til at forsvare grusomhed mod skabninger, der ikke er i stand til at tale og forsvare sig mod menneskelig udnyttelse."
–Sir Brian May, stiftende medlem af Queen and Save Me Trust
Jeg har en dyb interesse i det teoretiske grundlag og i de praktiske måder, hvorpå naturbevaringsvidenskaben værdsætter dyrs liv. Det viser nemlig bredt og direkte noget om vores relationer til dyrene. I dag er der mange forskellige synspunkter på, hvordan naturbevaringsprojekter udformes og udføres, lige fra dem, hvor dyr bliver skadet og dræbt til dem, hvor der anvendes ikke-dødelige metoder.
I det sidste årti eller deromkring har forskere, der er interesseret i et stadigt voksende globalt og tværfagligt felt kaldet 'compassionate conservation', rusket op i de mere traditionelle naturbevaringsforskere på grund af deres fokus på vigtigheden af hvert enkelt dyrs liv - deres essens eller iboende værdi, og hvad dyrene tænker og føler.
En af grundene til, at der ruskes op i traditionerne, er fordi, at de er fortrolige med brugen af antropomorfisme, en praksis, der faktisk kan hjælpe dyr i stedet for at skade dem (2,3).
Nogle kritikere mener, at de er "for følelsesladede" omkring dyrenes liv, og at dyrene dermed kan komme i vejen for at gøre fremskridt inden for naturbevaringsvidenskaben, men denne bekymring viser sig at være ubegrundet.
På grund af mine interesser inden for disse og andre områder inden for naturbevaringsvidenskab, var jeg begejstret over at lære om en meget vigtig udgivelse med 'open acces' af Kristy Ferraro, Anthony Ferraro, Andis Arietta og Nathalie Sommer med titlen "Revisiting two dogmas of conservation science".
De to dogmer, der ses på, er, at individer ikke betyder noget, og at antropomorfi bør undgås for enhver pris. Denne udgivelse burde være påkrævet læsning for alle, der er interesseret i den måde, hvorpå dyr behandles og mishandles - ofte i bestræbelserne på at hjælpe dem videre.
Citater fra indledningen af deres udgivelse:
Naturbevarelsesvidenskab er et moralsk motiveret felt med implicitte og eksplicitte værdier indbygget i sin praksis. Som sådan skal naturbevarelsesfolk engagere sig i bevaringsetik for at undersøge disse underliggende værdier.
Nye undersøgelser viser, at individer og deres intraspecifikke variation kan være instrumentelt værdifulde for naturbevarelsesvidenskaben, og der er en spirende konsensus inden for miljøfilosofien omkring individers moralske værdi.
Vi argumenterer også for, at undgåelse af antropomorfisme er skadeligt for naturbevarelsen, fordi kritisk antropomorfisme muliggør en mere nuanceret videnskabelig tilgang – hvilket gør det muligt for naturbevarelsesfolk at stille oplyste spørgsmål med kreativitet og medfølelse.
Her er, hvad forfatterne havde at sige om deres skelsættende arbejde:
Marc Bekoff:
Hvorfor skrev I alle sammen "Revisiting two dogmers of conservation science"?
Kristy Ferraro, Nathalie Sommer, Anthony Ferraro og Andis Arietta:
Ideen kom til mig [Kristy], mens jeg lyttede til en episode af Radiolab-podcasten kaldet Animal Minds. Episoden fortæller en smuk historie om menneske-dyr interaktion, hvor flere mennesker redder en hval, der er viklet ind i et net. Da hvalen kommer fri, svømmer hun op til hvert af menneskene, får øjenkontakt, og giver dem mulighed for at røre ved hende. Fiskerne fortsætter deres historie med at forklare, hvordan det var en måde for hvalen at udtrykke taknemmelighed for at have reddet hendes liv.
Men i næste klip hører vi en videnskabsmand, der afviser interaktionen, og siger, at vi ikke kan vide, hvad der foregår i hovedet på ikke-menneskelige dyr.
Jeg tænkte: "Vent lige lidt; både filosofi og videnskab er afstemt efter vores evne til at vide, at andre dyr oplever følelser, men dogmerne inden for videnskaberne holder os tilbage. Det er vi nødt til at gøre op med."
MB: Hvilke hovedemner overvejede I?
KF et al.: Vores udgivelse har til formål at genoverveje og ændre to dogmatiske normer inden for naturbevaringsvidenskab og -praksis.
Den første er, at naturbevaringsvidenskab historisk har fungeret under den antagelse, at individuelle dyr ikke betyder noget. Det er snarere bevarelsen af populationer og arter, der er naturbeskyttelsesfolks primære bekymring (4). Alligevel viser nyere forskning inden for naturbevaringsvidenskab, at individer og variation blandt dem kan have enorme konsekvenser med bevaringsimplikationer. Et eksempel er, at der i nogle arter er dristigere individer mere tilbøjelige til at få succes i bymiljøer, og i nogle gør de ikke. Vi hævder også, at ved at anerkende individers iboende og ydre værdi, kan vi gøre videnskaben bedre.
Dernæst påtager vi os antropomorfismens længe omdiskuterede rolle i naturbevaringsvidenskaben. De fleste videnskabsfolk lærer, at antropomorfisme er farligt. Alligevel hævder vi, at det faktisk er skadeligt at undgå at være kritisk antropomorf, hvilket anerkender den fælles evolutionære afstamning mellem mennesker og ikke-mennesker. Kritisk antropomorfisme muliggør en mere nuanceret videnskabelig tilgang – hvilket giver naturbeskyttelsesfolk mulighed for at stille oplyste spørgsmål med kreativitet og medfølelse (3).
MB: Hvordan adskiller jeres arbejde sig fra andre, der beskæftiger sig med nogle af de samme generelle emner?
KF et al.: Jeg ser vores arbejde som noget, der bygger ovenpå de energiske filosoffer og naturbevaringsfolk, der forsøger at ændre måden, som bevaringsvidenskab udføres på. Der har været noget meget inspirerende arbejde inden for naturbevaringsetik i de sidste fem år (f.eks. dem, der skriver om økocentrisme og medfølende naturbevaring), men alligevel skubber mange videnskabsfolk stadig tilbage mod nogle af de mere filosofiske argumenter. Derfor tænkte vi, at vi ville undersøge, hvordan både videnskab og filosofi demonstrerer, at vores normer er forældede?
MB: Hvorfor har folk så meget modstand over for disse ideer?
KF et al.: For det første er det sådan, at selvom naturbevaringsvidenskab er en krisedisciplin, er der ingen påkrævet etisk træning. Derfor har langt de fleste praktiserende videnskabsfolk ikke et formelt grundlag for filosofi og etik. Når naturbevaringsetikere bruger filosofiske ræsonnementer, og når frem til konklusioner, der udfordrer dybtliggende overbevisninger, kan der være en for tidlig afvisning af disse konklusioner. Disse afvisninger kan være på grund af, hvordan de argumenteres for, såvel som deres konflikt med videnskabsfolks uundersøgte værdier, der er indgroet i naturbevaringsvidenskabens struktur.
Relateret, og måske mest åbenlyst, når vi frem til konklusioner, der går imod feltets kernekonventioner og strider mod feltets grundlæggende uddannelse - en højtuddannet og forankret gruppe af fagfolk.
Naturbevaringsforskere er i årevis blevet undervist i:
Omsorg for individer vil komme i vejen for bredere bevaringsmål.
Antropomorfisering er farligt og uvidenskabeligt.
Disse normer lever i lærebøger, i indledende forelæsninger og i advarende ord fra mentorer til rådgivere. De er så indgroet i vores tankegang, at de endda former de spørgsmål, som vi stiller. Når disse overbevisninger udfordres, er modstand uundgåeligt.
MB: Håber I på, at efterhånden som folk lærer mere om, hvordan I ser på naturbevaringsvidenskab, at de vil komme til at se, at I deler mange af målene for traditionel naturbevaringsvidenskab med hensyn til at bevare/forøge biodiversiteten, men ikke på bekostning af at bytte livet ud af medlemmer af én art for medlemmer af samme eller en anden art?
KF et al.: Det er den eneste vej frem. Efterhånden som vi lærer mere om dyrenes rige indre liv, bliver vi nødt til at konfrontere det faktum, at de har en iboende værdi – og vores videnskab og handlinger bør respektere dette.
Kilder mm.:
1. I received this quotation via email.
2. For wide-ranging discussions about compassionate conservation and why critics, for the most part, confuse what its foundations and goals truly are, click here. Also see: Compassionate Conservation Isn't Seriously or Fatally Flawed, Compassionate Conservation Isn't Veiled Animal Liberation, Compassionate Conservation Meets Conservation Psychology, and Compassionate Conservation Matures and Comes of Age. A classic case in which compassionate conservation could surely help save the lives of countless individuals is New Zealand's brutal war on wildlife in which even school children are taught to kill so-called "pests."
3. For a discussion of the value of careful, critical, and biocentric anthropomorphism, see Anthropomorphism Favors Coexistence, Not Deadly Domination; Gordon Burghardt, Mediating claims through critical anthropomorphism. Animal Sentience, 2016; and Anthropomorphic Double-Talk: Can Animals Be Happy But Not Unhappy? No! The idea of biocentric anthropomorphism was first presented in Animal Emotions: Exploring Passionate Natures following up on Burghardt's earlier ideas about critical anthropomorphism. Also, see Do Emotions "Get in the Way" of Progress in Conservation? The importance of the lives of all individuals forms the basis of the science of animal well-being that Jessica Pierce and I developed in The Animals' Agenda: Freedom, Compassion, and Coexistence in the Human Age to replace the science of animal welfare. See, for example, The Animals' Agenda: An interview About Animal Well-Being.
4. Many conservation scientists play what I call the "numbers game," in which it's argued that when there are numerous existing members of a species, it's perfectly all right to kill some to help others of their own or other species. With its focus on the value of the life of each and every individual, compassionate conservation argues that no single animal is disposable because there are many more like them.
Comments