Der er i nogle kredse et fokus på, at den eneste forandring, som virkelig tæller, er den strukturelle og politiske forandring.
Indstillingen er, at vi enkeltindivider betyder mindre i det store billede, så vi kan ligeså godt fortsætte, som vi gør, i større eller mindre grad. Lidt overskuelige ændringer hist og her er fint, men vi skal ikke bilde os selv ind, at det er disse valg som rykker.
Jeg synes, det er en ærgerlig indstilling, og jeg mener faktisk, at den er forkert. Naturligvis er jeg enig i, at det er afgørende for vores og dyrenes kriser, at der laves strukturelle, politiske forandringer, men det står ikke alene. Forandringer skabes også nedefra og mellem mennesker i hverdagen.
Individet er ikke uden ansvar for, hvilken verden vi sammen skaber. Vi er alle en del af en helhed, en samskabelse, og derfor betyder vi noget. Vi påvirker alle sammen hinanden på forskellig vis. Det kan vi faktisk ikke undgå, som de sociale væsener, vi er.
Forskning bakker op
I perioden 2020-2023 har Sociologisk Institut på Københavns Universitet og CONCITO med støtte fra VELUX fonden gennemført projektet ”Sociale drivkræfter og barrierer for klimavenlig kost”. Den viste, at de fleste gerne vil tage klimavenlige valg og skære ned på kødet, men at det sociale - hvad der er normalt - står i vejen for disse valg. Folk handler ikke ind efter deres egne overbevisninger eller værdier, men følger flokken - det 'normale'.
Oveni viser Eurobarometeret, at langt de fleste gerne vil tage dyrevenlige valg. Det er bare ikke det, vi ser, når vi kigger på hvor meget kød, der sælges i butikkerne.
Det betyder, at langt de fleste mennesker hver dag har en kognitiv dissonans, som de ikke kan slippe væk fra. I bund og grund giver det en dårligere livskvalitet. Man føler måske ikke, at man bidrager til noget - at man ikke betyder noget.
Det er ikke særlig motiverende.
For nyligt blev der udgivet et studie i Nature, som viser, at vores individuelle valg betyder noget i det store billede - især hos os i de vestlige lande.
"Vores forskning viser, at det både er gavnligt og nødvendigt , at man som rig storforbruger handler anderledes, end man gør i dag," siger Peipei Tian, ingeniør og professor ved det kinesiske Shandong University, til Videnskab.dk, hvor følgende citater også er fra:
»Alle går vel og håber på, at deres regering tager hånd om Jordens miljømæssige problemer, frem for at de selv behøver at gøre noget. Men det er også nødvendigt, at vi selv gør noget som forbrugere,« siger Peipei Tian, som bliver bakket op af Morten Sommer, professor i mikrobiologi ved DTU og forfatter til en ny bog om bæredygtig forbrugeradfærd:
»Mange har en forestilling om, at de alligevel ikke kan gøre noget for at dæmpe presset på Jorden og forhindre fremtidige katastrofale hændelser for klimaet. Men det kan de,« siger han.
Normalisering er nøgleordet
Vi er alle med til at skabe en normalisering med vores individuelle valg i hverdagen. Jo flere vi er, som siger fra overfor avl og drab på dyr, som en normal ting i vores hverdag, jo flere vil følge med - fordi de faktisk gerne vil, om det så er af dyreetiske eller naturmæssige grunde.
Forandring sker både fra bunden og fra oven. Det er ikke enten eller. Der er ingen tvivl om, at de offentlige køkkener og andre strukturelle punkter er vigtige til at fremme en anden normal, men det er individuelle mennesker, som sidder med beslutningerne. Det er indivder, som hverdag påvirker andre individer. Det kan sådan set ikke være anderledes - og 'actions speek louder than words'. Det er handlinger og ikke bare ord, som skaber den reelle forandring og vejen til de større beslutninger.
Tænk, hvis vi i stedet for kunne være medfølende forvaltere af liv?
Vores relation til dyrene og naturen er i midten af det hele
En af grundene til, at vi er i de kriser, vi er i - og til dyrenes krise i landbruget - er fordi, vi har gjort det normalt at tænke på dyr som produkter. Noget der er skabt til, at vi kan forbruge dem, som vi vil.
Vi ser dem ikke som de individer, som de er - som nogen i stedet for noget. Vi ser dem som noget vi skal putte i et gaskammer og skære i stykker.
Vi har afkoblet os selv fra en forbindelse til dyret - og til naturen. Den afkobling er grunden til, at vi ikke har løst nogle af vores kriser med naturen og dyrene. Vi mærker det ikke rigtigt. Vi gør ikke en reel indsats for at hjælpe hverken dyr eller natur, og forandrer os indefra. Skaber en ny normal, hvor dyrene er deres egne og ikke noget, som vi slagter for et måltid. Hvor naturen er sin egen, og står i sin egen ret - og ikke noget, som vi absolut skal bruge til en produktion.
Det, at vi har gjort os til herre over både de andre dyr og naturen, er den bagvedliggende årsag til kriserne, og vi er nødt til at se vores egen individuelle rolle i det. Tænk, hvis vi i stedet for kunne være medfølende forvaltere af liv?
Tænk, hvis det var den rolle, som vi hver dag forsøgte at påvirke vores medmennesker med - ikke bare gennem ord, men gennem handling.
Ingen anden handling betyder mere end det, vi putter på tallerkenen.
Normalisering er noget, som alle er med til at skabe i hverdagen - derfor er vores egne valg vigtige.