I diskussion om ‘at spise dyr/ikke at spise dyr’ kommer man ofte hurtigt ud i snakke om, at det har vi altid gjort, det er naturligt, dyr spiser dyr.

Vi glemmer ofte alle de ting, som vi gjorde engang, men ikke gør mere, fordi vi lærte noget nyt, fik nogle andre værdier og udviklede os.
Tre indlysende eksempler er slaver, kvinders stemmeret og revselsesretten.
Når vi sammenligner vores kødspisning med kødædende dyr, så undgår vi meget bekvemt at sammenligne andre handlinger med dem. Som fx deres drab af egne unger, og hvordan de flår offeret med deres skarpe tænder.
Vi glemmer også meget bekvemt, at ingen af de andre dyr avler deres ofre i millionvis, og spærrer dem inde i haller med højteknologiske klima- og foderanlæg.
De sulter dem ikke systematisk, eller fylder dem med medicin og hormoner. De kastrerer dem ikke, brænder deres horn af eller ændrer på deres kroppe.
Når vi opdager, at vi ikke kan sammenligne os med de andre kødspisere, og hvordan vi selv levede eller var engang, så er der kun det direkte valg tilbage.
Alt er jo et valg. Gennem forskellige valg udlever vi en etik hver dag, om vi er bevidste om det eller ej.
Når vi overholder loven, opfører os ordentligt, er ærlige - når vi ikke træder på sneglen eller regnormen på stien, men går udenom, og lærer vores børn, at vi skal være gode ved dyrene - ikke hive katten i halen og ikke slå hunden. Så er det valg baseret på værdier.
Hvorfor ville vi også lære vores børn at være ligeglade med dyr, og at det er ok at skade dem?
Alle dyr føler, og har en form for tænkning, som muliggør, at de kan huske og tage valg baseret på erfaring.
Alle de dyr, som vi producerer til fødevarer, og spiser, har evner for empati, sprog og problemløsning.
De vil alle kæmpe for deres liv, som de ønsker at leve og udfolde.
Hvorfor ville vi vælge at tage det liv og de muligheder fra dem, når vi kan vælge at lade være?
….
….
Find min bog ‘Data, dyr og dagliljer’ på lisel.dk/bogen